Deadlineaf Bettina Heltberg

Hun er journalist, midaldrende, bor i København. Lige nu befinder hun sig i bussen på vej til sit arbejde på Dagbladet, adresse: Rådhuspladsen. Hun sidder og tænker på både fortid, nutid og fremtid; på, hvordan der var på bladet i halvfjerdserne, da hun kom dertil fra Århus, på Egebjærg, en af Dagbladets tidligere chefredaktører, som hun for nogle år siden havde et forhold til. Hun tænker på sin datter, Miriam; på den uundværlige hushjælp Erna Mogensen; på sin fraskilte mand og det liv, hun havde sammen med ham; på det stofområde, der er hendes, nemlig kulturjournalistikken; på kollegerne; på den ensomme teaterkritiker Kirkeby; på, hvad dagen skal bringe.For nu er både Egebjærg og Erna Mogensen døde, og Dagbladet skal finde sine ben i en tid, der dyrker det nye og det trendy. Medarbejderne er utrygge: Hvordan vil fremtidens avis komme til at se ud, og hvem skal skrive den?"Vi får indtryk af et samfund, der er på vej til at miste nogle af de grundlæggende værdier, der har bundet det sammen gennem en menneskealder. Et samfund, der er parat til at sælge ud af enhver form for idealisme til fordel for en klæg populisme. Alt sammen afdækkes det syleskarpt af den sibylleagtige jegfortæller, der bestemt heller ikke skåner sig selv undervejs. Hvilket gør, at bogen undgår at havne i selvretfærdige tirader, men bliver troværdig i sin harme. Ja, man kommer faktisk ligefrem til at holde af denne misantropiske, kværulantiske usundhedsapostel, der pr. definition ryger, spiser piller, roder i sine papirer og stålsat nægter at motionere. I forhold til hvor mange velproportionerede, velplottede romaner der udkommer i disse tider, er 'Deadline' en både grum og grim affære. Det er næppe et værk, der kommer til at finde plads i nomineringen af det 21. århundredes danske roman. Selvom der ikke skal herske tvivl om, at den garvede Bettina Heltberg skriver 'røven ud af bukserne', og i det hele taget som stilist overgår adskillige (mandlige) bestsellerforfattere med flere kilometer.Den minder os om en tid, da det at være intellektuel var ensbetydende med at være utilpasset og kritisk og skæv i forhold til mainstream og konsensus. Den er en våd og kold svamp lige i synet på cool-generationen."Marianne Stidsen, Politiken