anmeldt af Jeppe Krogsgaard Christensen 12-04-2012
En begavet og righoldig læseoplevelse
Sorg som blusser
Amalie Smith skriver stærkt og sansemættet, som et ægte menneske, om en forelskelse, der sygner hen, da manden bliver ramt af kræft. Bogen virker selvoplevet, men det er i og for sig underordnet, når det univers af skyld og sorg, som forfatteren fremmaner, fremstår så ægte. ’En begavet og righoldig læseoplevelse.’ [Kort referat]
Amalie Smith har skrevet 'en meget smuk og sørgelig bog', der i digte, notater og små essays kredser om et kærlighedsforhold mellem den første forelskelses symbiose mellem kroppene til den endelige adskillelse, da kræften rammer den ene af de elskende. Desværre er Smiths inddragelse af naturhistoriske fakta og postmoderne filosofi ikke så vellykket, da den hverken er 'vild nok i tanken til at fungere poetisk' eller 'skarp nok til at gøre noget andet'. [Kort referat]
Amalie Smith skriver om samling og adskillelse i disse digte om forhold mellem elskende, der starter fint ud, men ender med en brat afslutning. Teksternes styrke er, at de alle kredser om det samme tema og ikke er blege for at inddrage tænkere som Bruno Latour, Julia Kristeva og Judith Butler i forsøget på at indkredse hvad adskillelse og udstødelse betyder i en mere teoretisk fortolkningsramme. [Kort referat]
Det står aldrig helt klart, hvorfor fortællerens forhold til kæresten går i opløsning, da han bliver syg. Men bogens overordnede tema - samling og opløsning som to modsat rettede og gensidigt afhængige kræfter i naturen - er fascinerende og ’højst dragende.’ [Kort referat]