Spar op til
94 kr.
Om kærlighed og penge i verdens rigeste by.
Pål har rodet sig ud en spillegæld på en million kroner og forsøger nu sammen med en bande småkriminelle venner at klare tilbagebetalingen – samtidig med at han er hunderæd for at hans to døtre, Tiril og Malene, skal opdage hvad han har gang i.
Den sekstenårige kristne pige Sandra har også en hemmelighed. Hun er dybt forelsket i den tiltrækkende og uforudsigelige badboy og børnehjemsdreng Daniel William. Der er ingenting, der kan rokke ved hendes kærlighed. Hverken de bekymrede forældre, Jesus eller Daniels lede og døve plejesøster, som har et skummelt greb om Daniel.
Den smældfede Jan Inge er gruppens lederfigur og lige fyldt 40. Han har siden ungdomsårene været kriminel i Stavanger, en by der har forandret sig radikalt efter olien kom til Norge. Horror-eksperten, country-entusiasten og den selvudnævnte filosof bor i et faldefærdigt hus lige op ad jernbanen sammen med sin bedste ven, metal-fanen og romantikeren Rudi, som har ADHD og er kæreste med hans søster, Cecilie, som også bor i huset. Cecilie bærer på den største hemmelighed af dem alle: Hun er gravid, og kan bare håbe på at det er Rudi som er faren og ikke en psykotisk fyr, som snart bliver løsladt fra fængslet.
I løbet af tre skæbnesvangre dage i september krydses disse liv på voldelige og romantiske måder, som skal forandre dem for al tid. VI SES I MORGEN er – udover både mørk, foruroligende og morsom – en kaotisk kærlighedshistorie, hvor alle vil have en del af kagen, men så at sige ingen andre end læserne, får hvad de ønsker.
”VI SES I MORGEN er en usædvanlig roman, lige så utrolig som den er realistisk, skrevet med en eksplosiv kraft og en pulserende lidenskab for Balzac. En majestætisk page turner!”
Karl Ove Knausgård, forfatter til MIN KAMP
Indlæst af Jesper Borup 2014.
+ Læs mere
Jyllands-Posten
Vi er stødt på 6 anmeldelser af bogen "Vi ses i morgen" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Alt for herlige tidselgemytter
Norske Tore Renberg finder guld på bunden af samfundet – forbryderromantik kan man kalde det – i denne overrumplende smukke kollektivroman om mordere, voldsmænd, svindlere, seksualforbrydere og drukkenbolde. Det er alt sammen mørkt og råt, men 'midt i det hele er der også en smerte, en charme og en kærlighed så fin og mild som det skøreste forår.' Man 'surfer ubegribeligt let og ubesværet fra den ene situation til den anden og indtager hele denne pragtfulde roman i store, glubske mundfulde.' [Kort referat]
Men sværest er kærligheden
Man er i trygge hænder, når man læser den drevne forfatter Tore Renbergs nyeste roman. Alligevel bliver det hele lidt for snakkesaligt i længden. Romanens vidt forstrakte handling finder sted over 6 dage omfattende 10 forskellige personer og er en tragikomisk beskrivelse af livet i Stavanger, der er verdens rigeste by, men bestemt ikke den lykkeligste. Det handler for dem alle om personlige kriser, der som oftest har rod i kærligheden. Og det er også kærligheden, der synes til dels at spænde ben for fortællingen, for undervejs forelsker Renberg sig vist i sine egne figurer og lader dem snakke lidt for meget og længe. [Kort referat]
Krydsklip i Stavanger
Den norske forfatter Tore Renberg er rasende dygtig. Det har han landsmanden Karl Ove Knausgårds ord for såvel som et stort antal norske boganmeldere. Dette første bind i en ambitiøs romanserie om en række kriminelle og fattigfolk, der 'over tre dage krydser ind og ud af hinandens liv i den stenrige olieby Stavanger' er også rasende dygtigt komponeret og skrevet, men der mangler alligevel noget schwung. Der er noget monotont over bogen og den bliver aldrog rigtig vedkommende eller medrivende.' [Kort referat]
Skæbner i Stavanger
Norske Tore Renberg har skrevet 'en på alle måde god bog' om kriminelle skæbner i Stavanger. Alle romanens personer 'tegnes langsomt frem som ligeværdige mennesker, der er fanget af deres skæbne, fordi de har fået en ulige start på livet.' Det er utrolig godt gjort, og denne anmelder blev fanget og holdt fast til sidste side. [Kort referat]