Krudt, trut, prut
'De bedste Rifbjerg-digte buldrer brølende og gerne bisset ned ad siden og glemmer i farten, at de overhovedet skal forestille at være digte, er bare flintrende, fartgal Rifbjergécriture.' Den slags er der ikke mange af i denne digtsamling med togtema. Men ét er der, langdigtet 'Fut', der farer omkring i et eruptivt sprog 'afslutningsvis beslutter sig for at være en vranten anti-krigs-kronik (på speed).' Se, det er ægte Rifbjerg – 'et bornholmerur med raketmotor, der tæller tiden på fuld turbo.' [Kort referat]