Peters dødKøge-krøniken #4af Katrine Marie Guldager

Farvel, far

’Søskendeparret Henry og Leonora er hovedpersonerne i dette fjerde og selvstændige bind i Katrine Marie Guldagers Køgekrønike.’ Derudover spiller de turbulente, venstreorienterede start-1970’ere en stor rolle i fortællingen, som ligesom de øvrige romaner i serien er garneret med ganske subtile forfatterkommentarer, der blandt andet indvier læseren i fortællerens dramaturgiske overvejelser.’ Bogen er ’overskudsagtigt sukker på toppen af et forvejen vægtigt storværk i ny dansk litteratur.’ [Kort referat]

Frigørelse og faldgruber på Køge-kanten

Katrine Marie Guldager er ’original med et glimt i øjet i denne roman om 1970’ernes følelsesmæssige grænseoverskridelser og ’familiens klaustrofobi i en periode, hvor der blev gjort op med traditionelle familiemønstre og kønsroller.’ Det hele løftes af forfatterens særegne skrivestil og alvidende perspektiv på personernes færden samt en humor, der gerne kigger ned i angstens afgrunde. [Kort referat]

Fortidens hippier, vor tids liberalister

Anmelderen indleder med forbeholden ros: Han har mores sig under læsningen, dialogerne fra romanens 1970’er-storfamilie fra Køge lyder autentiske, bogen er generelt underholdende. Men ’flere af figurerne er enstrengede og realismen er tynd.’ Køge virker som en kulisseby, man intet indtryk får af.’ Mest udbytte fik anmelderen af den ’udstillende skildring af 1970’ernes hippiedrømme. Den pointerer, hvordan årtiets legendariske frigørelsesideologi ikke har ret meget at gøre med socialism,’ men snarere var et forstadie til vor tids nyliberalisme. ’Alle de glade forventningsfulde kollektivistiske hippier inkarnerer ikke Karl Marx, men Anders Samuelsen.’ [Kort referat]

Sorg i Køge

’De eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med.’ Sådan lyder en af de knastørre diagnoser i Katrine Marie Guldagers fjerde bind i hendes romansuite om en splittet familie fra Køge. Hvis man er heldig, er man – ligesom denne anmelder – gået så let og ubekymret igennem tilværelsen, at Guldagers beskrivelse og dissekering af sorg ikke virker alt for bekendt, men den rammer alligevel ’med al den erfaringens tyngde, som man mærker hos forfatteren.’ [Kort referat]

En død far og en ny verdensorden

Katrine Marie Guldager leverer ’elegant, solid litteratur’ i dette fjerde bind af hendes Køge-krønike. ’Man fryder sig over fortællerens kunnen’ og over, at det for en gangs skyld ikke er handlingens eller historiens fremdrift, der driver læsningen afsted, men i stedet ’en mesterlig fortællers indsigt i de oprørte vande i sine personernes indre.’ [Kort referat]

Guldagers projekt rejser et principielt spørgsmål

Familien fra Køge, som reelt har været ved at bryde sammen helt fra begyndelsen i Katrine Marie Guldagers romanseries første bind, gå nu i uigenkaldelig opløsning efter faderen Peters død, som titlen ikke gør nogen hemmelighed ud af. For denne anmelder er bogen ’på alle planer en illusionsløs skildring af forladthed og desperation,’ der visse steder nærmer sig parodien og som heller ikke har noget af den ’løssluppenhed, som man har kunnet glæde sig over i de forrige bind.’ Uden nogen glæde eller noget overskud ender det som en forstemmende og tom læseoplevelse. [Kort referat]

Katrine Marie Guldager: Køgekrøniken

Lilly og Peter møder hinanden i Køge i 1938. De er unge, begge lidt forpjuskede mennesker, men sammen skal de danne en familie, hvis fortælling strækker sig over 6 mesterlige bind i Guldagers storværk Køgekrøniken. [Kort uddrag]