Det halve barn

Digteren kom ud i solskinnet og talte venligt til mig, og jeg syntes at luften omkring mig blev fyldt med gotiske bogstaver som dem der var i min oldemors salmebog. Bogstaverne var dyppet i sort, duftende tjære, og han forgyldte alle navneord med store, slyngede bogstaver, og jeg vidste at hvert et ord var et sirligt digt fra en tid der ikke længere fandtes. Han røg på en lang pibe, og det var helt utroligt så langt han kunne spytte mellem hver sætning. Han pegede på havet, og han pegede op i himlen. Ud af hans mund kom de skønneste ranker og roser, og jeg forstod at han havde strejfet hele verden med sit blik. Derfor sagde jeg til min mor da jeg kom hjem: "Mor, jeg vil være digter, jeg vil forgylde alle navneord med flotte tegninger og spytte ad helvede til lige ind i søndenvinden." "Ja, den er god med dig," sagde hun med rygge til. "Man skal aldrig sætte sig op på den høje hest, aldrig. Man falder ned og slår sig fordærvet."

I den kritikerroste Leda skildrede Bent Haller et far-datter-forhold. I Det halve barn gælder det mor-søn-relationer; en kortroman oplevet fra barnets synsvinkel, men fortalt til voksne. Med humor og smerte tegnes i glimt et intenst, til tider frysende drengeportræt. Bogen fortæller om løgne og afvisninger der sætter livslange spor i et menneskes sind.