Dyr talte i datid. Himlen datede jorden
Marianne Larsens surrealistiske visioner om det unikkes forvrængning til noget ’repeteret og manipulerbart’ er ikke en ny tematik i hendes digteriske bedrifter, men synes i denne samling alligevel at fremstå mere dystre end tidligere. De litterære sprogforskydninger, som forfatteren benytter sig af, afspejler forholdet mellem selv og samfund, men frem for at fungere som fantasifuld frigørelse ’fremmaner de skjulte systemer, der ellers fungerer uantastet bag al vores menneskelighed’. [Kort referat]