Udflytterneaf Camilla Stockmarr

Et kig ind i drømmene fra 1970’erne

Camilla Stockmarrs ’Udflytterne’ handler om 1970’ernes drømme og idealer set gennem et beundrende, men alligevel klartskuende barns øjne. Phønix hedder drengen, som tegner et fængslende portræt af sin far, der kæmper med og mod den svenske natur for at gøre en gammel nedlagt mølle beboelig. Det er smukt gengivet og fuldt ’forståeligt, hvorfor denne tilværelse bider sig fast i drengen.’ [Kort referat]

Drømmerne

Camilla Stockmarr fanger eminent barnets magtesløshed overfor sin fars umulige drøm om at sætte en gammel svensk kornmølle i stand. Romanen har ’et roligt åndedræt’ og er ’skrevet med en stor kærlighed til drømmerne, til dem, der vil det umulige.’ [Kort referat]

Langt ude i skoven

Camilla Stockmarr lader en københavnsk hippiefamilie rykke teltpælene op og flytte til en ødegård i Sverige, hvor drømmen om et liv i pagt med naturen skal udleves. Naturligvis går det ikke helt som planlagt, og 'humoren ligger konstant på lur', når Stockmarr gennem den otte-årige dreng Phønix' øjne stilsikkert skildrer det idealistiske projekts forlis. Hun har skrevet 'en fornem og helstøbt roman', der giver et fint billede af tidsånden dengang i 1970'erne. [Kort referat]

Faderbinding og halvfjerdser-flip

'Poetisk, tankevækkende og tyst' roman om en familie, der bosætter sig i en faldefærdig vandmølle i Sverige for at ’udleve drømmen om det gode liv.’ Historien er fortalt med drengen Phønix’ barnligt naive blik, som får faderens uformående bestræbelser til at fremstå i et humoristisk lys, selvom de i bund og grund er sørgelige. ’En lille poetisk roman at blive tænksom af.’ [Kort referat]

En barndom i Sepia

Når man læser sig gennem Camilla Stockmarrs melodiske, sansemættede billeder, malet i efterårets palet, dog uden at forfalde til det melankolske, og den fine underspillede humor der optræder i hendes person- og situationsbeskrivelser, kan der ikke være nogen tvivl om at hun skriver godt. Derfor er det også desto mere ærgerligt, at hendes fokus er en smule vagt, at hendes historie ikke står stærkere, når der nu ikke kan være nogen tvivl om, at hun er i besiddelse af evnerne til at skabe noget stort. [Kort referat]

Set med et barns øjne

Camilla Stockmar fortæller historien om en hippiefamilie set gennem en otteårig drengs øjne. Det er en smuk fortælling om 'barske skæbner' og en ukuelig familie, der står sammen i tykt og tyndt - indtil virkeligheden for alvor begynder at trænge sig på. [Kort referat]

Den meget samarbejdsvillige fortæller fra skoven

Problemet med Camilla Stockmarrs roman om en hippiefamilie, der følger den ultimative hippietrøm og kaster sig ud i et selvforsynende liv i Sverige, er historiens hovedperson og fortæller. Drengen Phønix ’sætter ingen sproglige aftryk’ og står ikke i noget spændingsforhold til det han beretter om. Desuden er ’tiden på mange måder løbet fra romanen, både frivilligt og ufrivilligt.’ [Kort referat]

Spring over

Det meste af Camilla Stockmarrs roman om drengen Phønix og hans naive hippiefar, der forsøger sig med selvforsyning på en svensk ødegård i 1970’erne fungerer glimrende. Men til slut insisterer forfatteren på at ’forklare sorg og tab.’ Det er helt overflødigt og derfor dræbende for læseglæden. [Kort referat]

Skånsom sarkasme

Drømmen om det enkle liv er startskuddet i Camilla Stockmarrs fortælling om en københavnerfamilie, som i 1970’erne følger blomsterdrømmen og forlader rotteræset til fordel for en nyindkøbt svensk ødegård. Eksperimentet falder ikke heldigt ud i denne ’hjertevarme lille roman,’ men familiens svenske hippie-deroute er fortalt med skånsom sarkasme. [Kort referat]

Længslen efter at finde

Camilla Stockmarr er en fortæller med ’stor menneskelig indsigt.’ Hendes roman om en far, der trækker sin familie ned i Sveriges natur i forsøget på at genfinde en enkel og oprindelig levevis, er et fornemt eksempel på, hvordan man med enkle virkemidler og velanbragt ironi kan anskueliggøre store eksistentielle konflikter. [Kort referat]

Ikke så enkelt endda

Camilla Stockmarr vaccinerer effektivt imod den idé, at alting var bedre og mere autentisk i 1970’erne. Det nye liv på en svensk ødegård bliver bestemt ikke simpelt for den københavnske familie, som vi i romanen følger gennem sønnens øjne. Han giver ’en fin vinkel på voksenliv i stadig afsøgning af muligheder og ego-plads.’ [Kort referat]