Tilværelsen udlagt som lignelse
I sine unge dage var præstesønnen Claus Grymer i perioder tvivlende, men i dag, hvor han nærmer sig de 70, har han 'ingen problemer med hverken at skrive Gud med stort eller at tro ubetinget på tilgivelsen som al tings begyndelse og ende.' Hans erindringer er 'en rendyrket, uforfalsket hyldest til Vorherre' Og ofte hudløs ærlig med 'hensyn til egen jammerlige utilstrækkelighed og uformåen.' Til tider forfalder Grymer til det salvelsesfulde med 'selvhøjtidelige og gammeldags formuleringer', men når bogen er bedst, vugger den af humor og gløder af forkyndelseslyst. [Kort referat]
