Victor er ingen victor. Han har aldrig været det og har altid haft det skidt med det navn. Det passede ikke til hans bukser. Heller ikke da han blev tvunget til at gå til dans hos hr. og fru Oscar Carlsson på Nørrebros Runddel. Passede slet ikke til hans kammerater, Erik og Klunser Henry i gården hjemme i Odinsgade. Skønt højt begavet – og at han som barn blev kaldt den lille professor – gjorde Victor aldrig noget studie færdig. Med hans egne ord forblev han en ”slatten, småfed evighedsstudent fra 64.” Det år, The Beatles kom til København, og et spirende ungdomsoprør stille tog form. Begge dele skete uden Victors interesse. Et langt voksenliv er foregået i livets udkant, men som pensionist i Helsingør dykker Victor ned i gamle familiebreve, skuffer og kufferter og opdager nye sider af sin familie. Han får lukket op for fortidens scener og historier, og portrætterne træder tydeligt frem: af hans velhavende bedsteforældre, af hans alt for beskyttende forældre og ikke mindst af hans skæve, kunstneriske faster, hos hvem han gennem hele livet havde sit åndehul. Med et glimt i øjet må han nu selv revidere sit syn på barndommen, hvor han som den lille professor kæmpede for at holde hovedet oven vande i 50’ernes København..
