Jyttes monologer
I Jytte Jensens roman om Jette er der ganske enkelt for meget af Jytte selv og for lidt af Jette. Romanen er historien om lysten til at gøre sig fri fra pligterne og udvikle sig. Noget der lykkes for Jette efter mange trængsler. Der kunne nok godt være kommet en god roman ud af det, men i steder er det blevet 'noget af en rodebutik.' Rent sprogligt bliver Jette utroværdig, fordi hendes monologer er litterære og opstyltede. I det hele taget er sproget i romanen uklart, indimellem helt sort. Derudover mærker man hele tiden forfatteren, der anmassende blander sig. Det gør hun blandt andet ved at lege associationsleg med sin hovedperson og derved give læseren en masse lommefilosofiske udflugter, som mere synes at høre hjemme i forfatterens hoved end i Jettes. [Kort referat]
