Livet; det færdselsuheld man selv rekonstruerer
Det splintrede liv. En krop her. En bevidsthed der. Et sprog et helt andet sted fra. Et sprog til at sætte det sammen igen. Kroppen. Bevidstheden. Minder og erindringer. Alt det, der udgør et selv, et jeg, der er i verden. En verden sat sammen igen i sproget, i alt sit kaos. Verden og sprog, dette møde som skaber virvar af meninger, betydninger, alle disse stier som forgrener sig, udvider sig, retninger, som farer ud og ind af hinanden. Det får vi. Det deles der ud af i Maria Dixens debut Alt det krat, alle de buske. [Kort uddrag]
