Til sidst findes kun kærlighedenaf Louise Lundberg Claesen

Selvcentreret selvudgiver

Louise Lundberg Claesens selvudgivelse 'Til sidst findes kun kærligheden' er et bevis på, hvorfor de etablerede forlag stadig har stor værdi i det litterære kredsløb, for en kritisk redaktørs øjne på hendes manuskript havde været mere end gavnligt. Hun kalder bogen en roman, men det virker mere om en dagbog skrevet af en kvinde, der hedder Beate, men som ligeså godt kunne hedde Louise. Resultatet er en 'selvhøjtidelig, selvcentreret tekst', der paradoksalt nok handler om det modsatte. Selvom der er tanker og holdninger, som er interessante, bliver de serveret i en klodset form uden litterært udtryk. Det bliver for privat til at være interessant læsning. [Kort referat]

Vejen til frelse

At læse Louise Lundberg Claesens anden roman er en 'uanstændig paradoksal oplevelse.' Det er et irritationsmoment, at man hele tiden er i tvivl om, hvad der er fiktion, og hvad der er virkeligt, og om man skal 'underholdes, udfordres, frelses eller det hele på én gang.' Romanen er en slags 'åndelig bekendelsesfortælling', hvor fortælleren er så frelst og bogen så provokerende, at man får lyst til at kvæle fortælleren. Historien spænder mellem hverdagslivets problemer og jagten på frelse. Førstnævnte er overraskende godt beskrevet og behandlet, og i det hele taget har romanen nogle sande styrker og også flere meget rørende elementer. Omvendt er måden, læseren bliver overvældet med den åndelige dimension, som romanen insisterer så voldsomt på, meget svært at godtage. [Kort referat]

Til sidst findes kun skuffelsen

Louise Lundberg Claesens roman er 'usammenhængende og kedeligt skrevet.' Hovedpersonen, Beate, er selvfed og usympatisk, og 'handlingen går i tomgang med buddhistisk filosofi og tomme beskrivelser.' [Kort referat]