Åndedrættet af Thomas Bernhard

Spar op til

39 kr.

83/100
Virkelig god bog
ifølge 5 anmeldere

ÅndedrættetEn afgørelseaf Thomas Bernhard

I den tredje selvbiografiske roman af Thomas Bernhard er det selve hans eksistens, der er på spil. Som attenårig bliver han indlagt med en alvorlig lungesygdom og svæver længe mellem liv og død. På dødens rand vælger han imidlertid at kæmpe sig tilbage til livet, mens flere i hans nære omgivelser allerede har givet op. Hans skæbne som kunstner bliver samtidig beseglet, da lungesygdommen tvinger hans liv i en ny retning.



Uddrag fra bogen

Jeg ville leve, alt andet betød ingenting. Leve, jeg ville leve mit liv, på den måde og så længe som jeg ville. Dette var ikke et højtideligt løfte, men noget som den der allerede havde været opgivet, bestemte sig for i dét øjeblik hvor den anden foran ham var holdt op med at ånde. Af to mulige veje havde jeg denne nat i det afgørende øjeblik bestemt mig for livets vej. Det er meningsløst at tænke over om denne beslutning var rigtig eller forkert. Den kendsgerning at det tunge, våde vasketøj ikke var faldet ned over mit ansigt og havde kvalt mig, var årsagen til at jeg ikke ville holde op med at ånde. Jeg ville ikke, som den anden foran mig, holde op med at ånde, jeg ville fortsætte med at ånde og leve videre. Jeg skulle tvinge sygeplejersken, der var overbevist om at jeg skulle dø, til at føre mig ud af badeværelset og tilbage til sygesalen, og derfor skulle jeg ånde videre. Havde jeg blot et øjeblik slækket på denne vilje, ville jeg ikke have levet en eneste time til. Det var op til mig om jeg skulle fortsætte med at ånde eller holde op. Det var ikke ligbærerne i deres obduktionskitler der kom ind i badeværelset for at hente mig, men de hvidklædte plejere der førte mig tilbage til sygesalen, sådan som jeg ville det. Jeg bestemte hvilken af de to mulige veje jeg skulle gå. Vejen ind i døden ville have været nem. Også vejen ind i livet havde den fordel at være selvbestemt. Jeg mistede ikke alt, jeg beholdt alt. Det tænker jeg på når jeg vil videre. 


Om forfatteren

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Bernhard har inspireret europæiske forfattere som Imre Kertész og Elfriede Jelinek og danske forfattere som Christina Hesselholdt, Lars Frost, Peer Hultberg og Jeppe Brixvold. Åndedrættet er den tredje af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De to første Årsagen. En antydning og Kælderen. En unddragelse udkom på Sisyfos i 2011 og 2012.
83/100
Virkelig god bog
ifølge 5 anmeldere
De bedste priser:

5 boganmeldelserLæs mere

Vi er stødt på 5 anmeldelser af bogen "Åndedrættet" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.

100/100
B
i Berlingske
anmeldt af Jørgen Johansen 25-05-2013
Et fabelagtigt intenst og detaljemættet sprog

Livets åndedræt

Tredje del af Thomas Bernhards selvbiografi er en 'helt igennem mørk og barsk historie om sygdom og død.' Bogen handler om de måneder i 1949 hvor den dengang 18-årige Thomas var indlagt med en livstruende lungesygdom, og den giver en indædt kritik af datidens østrigske sundhedssystem, som ikke er uden stik til nutidens ditto. Takket være forfatterens fabelagtige sproglige lidenskab bliver læsningen 'en stor og nærmest euforisk glæde – et af de små mirakler, som litteraturen i sine mest udsøgte former kan levere.' [Kort referat]

83/100
P
i Politiken
anmeldt af Mikkel Bruun Zangenberg 18-05-2013
Et stort centraleuropæisk mesterværk
83/100
WA
Fremragende anmeldelse i Weekendavisen
anmeldt af Anders Engberg-Pedersen 25-04-2013
Mere end en selvbiografi. Det er et rungende ja til livet

Et kort suk, en lang rallen

Dette er tredje bind af Thomas Bernhards selvbiografi, og det er intet mindre end sublimt. Det er den mest personlige bog, han har skrevet, og den hvor den unge Thomas træder klarest frem. I bogen kæmper han for sit liv på hospitalet, hvor han ligger ramt af brysthindebetændelse. Teksten bliver, som han selv, stakåndet og hiver efter vejret frem for at hvirvle afsted, som vi er vant til i de andre bøger. Sætningerne er synkoperede, som om sygdommen har sat sig på selvbiografien. Det mest fascinerende er, at dødens lyde toner frem af teksten. Det er hårrejsende, og bogen er mere et manifest for overlevelse og vilje til at kæmpe end en selvbiografi. [Kort referat]

Ikke lagt online
83/100
I
Fremragende anmeldelse i Information
anmeldt af Torben Brostrøm 12-04-2013
Det kunstneriske åndedræt er hivende og rivende i en betagende retorisk strøm

Dødsværelsets klaustrofobi

Der findes masser af gruopvækkende skildringer af sygdom og hospitalsindlæggelser i verdenslitteraturen, men få kan måle sig med det intense had, som lægges for dagen i tredje bind af østrigske Thomas Bernhards erindringsroman. Som 18-årig bliver han indlagt med brysthindebetændelse og anbringes på en afdeling, hvor patienterne sygner hen, dør og fjernes i stort tal. Lægerne beskrives som 'medicinens magtesløshed klædt i hvidt og rædslernes ambassadører' i Thomas Bernhards 'hivende og rivende retoriske strøm,' der får læseren til selv at 'stønne af klaustrofobisk rædsel i dødsværelsets beklumrede atmosfære.' [Kort referat]

67/100
JP
i Jyllands-Posten
anmeldt af Mikael Busch 21-07-2013
Elendigheder fra start til slut ... konsekvent og perspektivrigt

Livet som en tilfældig indskydelse

'Man skal lede længe efter en større misantrop end den kontroversielle østrigske forfatter, Thomas Bernhard.' I dette tredje bind af hans erindringer er han 18 år og svæver imellem liv og død på grund af en alvorlig lungesygdom. Han overlever – nærmest på trods af lægerne – men det er bestemt ikke et optimistisk livssyn, der hjælper ham igennem sygdommen. Tværtimod opremser han 'elendigheder fra start til slut, men han gør det konsekvent og reflekterer perspektivrigt.' [Kort referat]