Askeblomsterromanaf Patrick Modiano

Mindernes boulevard

Årets Nobelprismodtager i litteratur, Patrick Modiano, fik i 1991 udgivet denne melankolske roman ’om Paris og om fortidens slør over nutiden.’ Nobelpriskomiteen er nok verdens mest indflydelsesrige bog-anbefalere, og man må sige, at de ikke har taget fejl i denne ombæring. Askeblomster er ’en rigtig stærk roman’ uden noget stramt plot, men ’alligevel med en indre logik, der vel minder om den måde, sindet fungerer på.’ [Kort referat]

Gennem erindringens ruiner

Det er en ren fryd at forsvinde i Paris sammen med forfatteren Patrick Modiano. Som det er karakteristisk i hans romaner, befinder erindringer, fiktion og fantasi sig i en konstant konflikt, som hverken har afslutning eller afklaring. Man hænger dog som læser alligevel på. Modianos forfatterskab er konsekvent baseret på erindringer fra hans tidlige ungdom og endnu længere tilbage, og inden for genren 'det forsvundne Paris' har han næppe sin lige. [Kort referat]

Flanering med nobelprisen

I anledning af de meget overraskende nobelpris i litteratur til franske Patrick Modiano er hans nostalgiske roman fra 1992 i hast blevet genudgivet. Den handler om en mand, der strejfer rundt i Paris en søndag aften, men den simple historie henter fylde fra hovedpersonens erindring. ’Jeget går bogstavelig talt i hælene på den tabte tid og oplever, hvordan byen er som en tekst, der overskrives igen og igen. Noget slettes, noget skinner igennem. Faderens historie, hans egen historie og alle de andres historier ligger lag på lag og skaber en underliggende støj, som gør det umuligt at opleve byen umiddelbart og direkte.’ Som erindringskunst er bogen på et højt niveau, men selvom anmelderen kan se skønheden, blev hun ikke opslugt. ’Dertil er romanen for kulturelt, historisk og geografisk indforstået, for køligt intellektuel og alt for lukket om sig selv.’ [Kort referat]

Fine erindringsbilleder fra Paris

Den franske nobelpristager Patrick Modiano ’skriver godt, men også med en vis hang til det patetiske.’ I hvert fald i denne roman fra 1991 om en fortæller, der vandrer i Paris og gribes af en mild ’forundring over, hvordan alting virkelig er sket her, men nu er så svært at gribe.’ Forfatteren er blevet sammenlignet med Marcel Proust, der også havde erindring som et hovedtema, men ’hans evne til at reflektere og skabe et rum, hvor grænsen mellem det konkrete og det almene bliver utydelig, er milevidt fra, hvad man finder hos Proust. Hans fortæller skaber ikke et overbevisende nærvær, men fremstår som erindringsbillederne selv måske sympatisk, men også lidt kedelig.’ [Kort referat]