Bondeangeren romanaf Marianne Jørgensen

Når safterne stiger

Marianne Jørgensen fortæller en ligetil historie med en pæn, artig og éndimensional handling. Psykologiske fiksfakserier er der ingen af, og det samme gælder bogen sprog. 'Hensigten er vistnok at vise, at folk ude på landet har samme lidenskaber som højtråbende byboer.' [Kort referat]

Usminket kvindeliv på landet

Marianne Jørgensen går modigt i kødet på en række svære emner i denne hyperrealistiske samlivsroman fra den jyske muld.' Anne-Mette,d er knokler på slægtsgården, er blevet forladt af sin mand til fordel for en yngre model. Men pludselig kommer han tilbage for at fortsætte hvor de slap. Det er blot et af 'de såre menneskelige dilemmaer' som romanen tager fat i. Et andet sideplot handler om at få kræft tidligt i livet, og den historie 'er så flot og indlevet beskrevet, at anmelderen sad med tårer i øjnene bagefter.' Forfatteren skøjter dog for hurtigt videre fra scene til scene til at bogen er helt vellykket. Hvis hun havde skåret ned på antallet af personer og koncentreret bogen om de tre vigtigste kvindeskæbner ville den 'have været langt mere helstøbt og tilfredsstillende afrundet.' [Kort referat]

Rugbrødsprosa om landlig middelklasse

Dyrker man som boglæser tekstens sanselighed, æstetik og kvalitet vil man ikke nyde 'Bondeanger'. Der sker ikke meget i bogens fortælling om den landlige middelklasse og forfatteren har desværre ikke stemmen til at løfte sig over dette og gøre det litterært vedkommende. I stedet skaber hun 'en alt for massiv tekstmasse' der nærmere bliver 'rugbrødsprosa fyldt med svage beskrivelser'. Kort sagt forsøger hun at ramme en stemning og stil a la Herman Bang og Helle Helle, men gør det bare ikke halvt så godt. Hold dig hellere til Bang og Helle. [Kort referat]