Jeg hedder Kirsten, og da jeg var fjorten år, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel.”
Kirsten, Karina, Anita og Hvepsen er hestepiger, og det er dem, der styrer hele lortet. De stjæler Matador Mix og amarone på tanken, strigler hestene og fejer staldgulvet, drikker sig stive i rytterstuen efter galop over stubmarkerne, tager til havnefest, sutter pik, ryger smøger og holder hinandens hår væk fra ansigtet, når de skal kaste op. Men nu har Kirsten og Karina klippet sig korthårede, og Anita svarer ikke på deres beskeder. Der er drama om hesten Don Juan, men Kirsten har andre ting at bekymre sig om, fx hvordan hun kan slå sin stedfar ihjel, den dæmon. Hun skriver det hele ned i sin dagbog for at få et overblik. Hun vil planlægge mordet, udføre det, og så vil hun brænde dagbogen. For hvis nogen læste hendes ord, ville fanden for alvor være løs.
KIRSTENS HÆVN er en hestepigeroman om sex, vold og dæmoni.
Hestepigeliv med galop over stubmarker ... er romanens nerve
Hestepigehævn
Bjørn Rasmussens har et godt øje til provinsens ridepiger. Men ’Kirstens hævn’ er udstyret med en overstyret dramaturgi, der skygger for det ellers meget store drama, det er at være 14 år. [Kort uddrag]
VRINSK. Bjørn Rasmussens nye roman skildrer sensationelt direkte og stilrent, med kølighed i kort snor, en hestepiges henkastede, men helhjertet morderiske radikalisering. [Kort uddrag]
