Den sønderjyske farmaf Erling Jepsen

Gruopvækkende Gram

Erling Jepsen er i denne roman om en drengs trængsler 'klasser bedre' end han var i sine seneste to udspil. For faste Jepsen-læsere vil det sønderjyske miljø og den foruroligende stemning af seksuelt misbrug, traumer og fortrængninger være let genkendelig fra tidligere romaner, som også bygger på forfatterens egen barndomsbagage. [Kort referat]

Den seje gut fra Sønderjylland

Erling Jepsens tredje roman om hans skrækkelige barndom i Gram i Sønderjylland er 'rørende skarp og aldeles formidabelt fortalt!' Allerede i første linje, som mimer Karen Blixen, mærker man humoren, men i virkeligheden kan der ikke have været meget at grine af for lille Erling – her Allan – der efter sin fars overgreb på søsteren er en slags persona non grata blandt kammerater i barndommens land. I stedet etablerer han en kaninfarm og skaber med den et slags frirum, der giver ham indhold og lærer ham at tackle livet. [Kort referat]

Den sønderjyske farm

Erling Jepsens syvende roman er et nyt mesterværk. Den handler om Allan fra 'Kunsten at græde i kor'. I Gram, hvor 12-årige Allan bor med sin familie, sker der usædvanlige ting. Ting man helst ikke taler om. Da der en dag kommer en neger til byen, medfører det nye forviklinger og tragedier i byen. Afstumpetheden i Allans familie er til at tage og føle på, man alligevel falder man for drengens handlekraft. [Kort referat]

Gram i hu

Vi er tilbage i Erling Jepsens flade barndomsland, hvor vreden ulmer og sønderjyderne brillerer med absurd hillbilly-opførsel. Forhåbentlig er romanens mange afstumpede scener et resultat af forfatterens fantasi og ikke hentet fra erindringens og virkelighedens mergelgrav, for så vil de implicerede, der stadig er i live, næppe tilgive ham hans åbenmundethed. Erling Jepsens far er 'blidere beskrevet'end i forfatterens tidligere romaner, men humoren er stadig af den kuldslåede slags, og den allestedsnærværende vrede er 'holdt så stramt i tømme, at den ligner komik.' Alt i alt savner anmelderen lidt mere varme og kærlighed. [Kort referat]

Ingen ende på Gram

Erling Jepsen vender gang på gang tilbage til sin egen miserable sønderjyske barndom, som han blandt andet har skrevet om om Kunsten at græde i kor. Det betyder dog ikke, at det er den samme bog han skriver, langt fra. Denne gang er tonen lidt a la Ole Lund Kirkegaard, hele tiden på børnenes side og med børnenes undrende perspektiv på de mærkelige og somme tider grufulde voksne. Bogen er lidt for lang og lidt for opsat på at forklare det hele, men 'Erling Jepsen rammer igen det mærkelige, følsomme sted mellem latteren og gråden.' [Kort referat]

Kaniner i baghaven

Erling Jepsen er tilbage med en blidere fortsættelse på den grumme incesthistorie, som han udpenslede i romanen <a href='/titler/kunsten-at-graede-i-kor-erling-jepsen'>Kunsten at græde i kor</a>. At den 13-årige Allans far har begået overgreb på sin datter er nu offentlig kendt, og i den lille sønderjyske by Gram bliver der lagt behørig afstand til ismageri-familien. Opdræt af kaniner er en af de sysler, som Allan i sin ensomhed tager sig til – for at tjene lidt håndører, men også for en gang imellem at kunne kramme noget varmt og blødt. I Allans familie holder man nemlig ikke om hinanden, og det er det knugende faktum i denne nostalgiske og underspillet humoristiske roman om 'en dreng, der efterhånden lærer at manøvrere i sin dysfunktionelle familie.' [Kort referat]

Jeg havde en farm i Sønderjylland

Erling Jepsen vender tilbage til Sønderjylland og sin belastede familie i denne tredje erindringsroman, som er mere forsonlig og mindre satirisk udleverende end de to foregående - Kunsten at græde i kor og Med venlig deltagelse. 'Der er mere overskud her, og stilens enkelhed og ligefremhed står fint til erindringerne.' [Kort referat]

Out of Sønderjylland

Der er klare paralleller mellem Erling Jepsens sønderjyske barndomsroman og Karen Blixens berømte erindringer om hendes farm i Kenya. I Erling Jepsens udgave er farmen af kanin-typen og bjerget hedder Gramby Bakke og ikke Ngong, men de to romaners hovedpersoner deler virkelyst og gåpåmod. Hvor de sproglige referencer til Blixen er åbenlyse, er inspirationen fra Mark Twains <a href='/titler/huckleberry-finn-mark-twain'>Huckleberry Finn</a> mere subtil, men både Jepsen og Twain skildrer 'landbolivets mentale afstumpethed' og 'barndommens nysgerrighed, fantasi og handlekraft.' Den grundlæggende historie har Erling Jepsen fortalt før – at 'barndommen i Gram var noget lort og vestsønderjyder nogle emotionelt afstumpede og mentalt indskrænkede tumper' – men han gør det også godt denne gang. [Kort referat]

Nyt livtag med barndommen

Erling Jepsen 'har sin egen sproglige genialitet, som han kan beruse sine læsere med,' og i denne tur tilbage til hans sønderjyske barndom vrimler det med 'paralleller til og pasticher på' Karen Blixens Den afrikanske Farm, som man kan more sig med at indsamle under læsningen. Menneskelig varme og distant humor er en recept på kvalitetslitteratur, som i Jepsens tilfælde sjældent slår fejl. [Kort referat]