Sternberg er rejst ned i sjælens mørkeste hul, hvorfra han digter om ensomhed, forfald og apati og spørger til mulighederne for i det hele taget at skrive noget, når alting alligevel kan være lige meget. Depressionsdigte kan kaldes konceptuel, men er ligeså høj grad en negativ beskrivelse af, eller undren over et samfund, hvor livet handler om x antal successer og hvor flere og flere mennesker bliver sat udenfor samfundet.
Vi er stødt på 6 anmeldelser af bogen "Depressionsdigte", men vi viser kun 5 af dem her. Den samlede vurdering på 64 ud af 100 er en afspejling af samtlige anmeldelser.
Sternbergs depressionsdigte er så gode, at man tager sig i at nyde digterens depression
En nederen æstetik
Depressiv succes. Man tager sig selv i at nyde digterens depression – så gode er Sternbergs vellykket triste depressionsdigte med både depressivt depressive digte og poetisk depressive digte,. Det er en præcist, dirrende lille poesibog mellem simpelhed og enkelhed. [Kort referat]
Ikke lagt online
67/100
KD
Glimrende anmeldelse i Kristeligt Dagblad
anmeldt af Peter Stein Larsen 21-05-2014
Stilistisk elegance ... raffineret og effektfuld
Kort om nye digtsamlinger
Depression er en sygdom, men også en psykisk tilstand og derfor et oplagt emne for en digter. Med stilistisk elegance leverer Sternberg i denne digtsamling en 'række gribende tekster om, hvordan depressionstilstanden opleves med dens invaliderende følelser af magtesløshed, skyld og manglende selvværd.' [Kort referat]
Ikke lagt online
67/100
I
Glimrende anmeldelse i Information
anmeldt af Mikkel Krause Frantzen 14-06-2014
Et poetisk, lakonisk og for så vidt også komisk billede af den depressive tilstand
Depressiv litteratur
'Depressionen er blevet vor tids epidemi' og derfor vinder den selvfølgelig også indpas i litteraturen. Digteren Sternberg har skrevet denne delvist konceptuelle samling af depressionsdigte, som udforsker verdens mest udbredte psykiske lidelse og 'leverer et poetisk, lakonisk og for så vidt også komisk billede af den depressive tilstand. 'Ind imellem bliver det 'måske en anelse trættende og monotont', men det kan der meget vel være en pointe i. Måske er teksternes kværnen og sproglige uopfindsomhed rent 'faktisk et forsøg på at mime eller demonstrere den træthed og monotoni og uopfindsomhed, der præger den depressive tilstand?' [Kort referat]