Doktor Søvnaf Stephen King

Tilbage til ondskabens hotel

’Stephen King har en forrygende evne til at gøre sine personer håndgribelige, så man som læser går brændende op i deres skæbne.’ Den udnytter han til fulde i denne ’neglebidende spændende’ fortsættelse til ’Ondskabens hotel,’ hvor den synske dreng Dan er blevet voksen, men stadig er lidt for tæt på den rendyrkede ondskab. Fortsættelsen, der har været mange år undervejs, er ikke helt så hårrejsende uhyggelig som den gamle roman fra 1977, men mindre kan bestemt også gøre det. [Kort referat]

Druk og dæmoner

Selvom der ofte er splatter-elementer i Stephen Kings romaner er de altid mere end bare gys for gysets skyld. I denne pokkers vellykkede fortsættelse til gyser-klassikeren <a href='/titler/ondskabens-hotel-stephen-king'>Ondskabens hotel</a> er de ’grusomme metaforer på blandt andet alkoholisme, egoisme og det moderne samfunds kynisme.’ Romanens hovedperson er den lille dreng Dan, som overlevede de overnaturlige uhyrligheder i romanen fra 1977. Nu er han voksen, alkoholisk og ikke videre begejstret for det paranormale evner han besidder. Spændingen stiger støt og roligt ’på ægte kingsk maner, det hverdagsagtige og naturlige overtages af det overnaturlige, og det sunde kæmper mod det usunde, så det gode bliver ondt og det onde endnu værre.’ Det er sjældent vi får en så ’stærk og veloversat efterfølger til en stor succes.’ [Kort referat]

Manden der skinnede

Et af de geniale træk i denne ’værdige 2' er til en af verdenshistoriens største gysere’ – Ondskabens hotel ─ er, at Stephen King lader gyset stamme fra en flok vampyr-agtige, børnemorderiske autocampere forklædt som pensionister. ’Bogens 550 sider er læst, uden at man på noget tidspunkt har hæftet sig ved skriften,’ men det er ikke nogen kritik. Forfatteren kan bare det der med at fortælle en god historie, der tromler deruda'. [Kort referat]