Handlingen afviger lige så meget fra kursen som et skib i havsnød ... sproget er dog levende og man læser gerne videre
Den labre schweizergardist
Bind to i thriller-serien om Alex Nash har for mange ligegyldige sidehistorier. Hvor debuten var klar og stringent, og man derfor kunne bære over med de mange sidespor, virker det i efterfølgeren som om, 'det oprindelige plot er blevet til et hængedynd, som den ene fod er sunket godt ned i, mens den anden fod med stigende desperation søger efter fast grund.' De mange sidespor virker ligegyldige og skaber kunstig spænding. På trods af dette læser man dog gerne videre, for sproget er levende. Bogens sidste sider virker som en begyndelse på tredje bind, og man må håbe, der kommer mere struktur og færre svinkeærinder i dette. [Kort referat]