Humanismens storhed og begrænsning
’Den fraværende har altid uret,’ skriver Stefan Zweig om det skælvende øjeblik, hvor Erasmus af Rotterdam undlader at handle over for den arrige og revolutionære Martin Luther. Konkret handler denne ’kloge, underholdende og dybt vedkommende’ roman om den katolske kirkes splittelse, men Erasmus af Rotterdam og Luthers uenighed er et ’drama, som rører ved de dybeste tangenter af det menneskelige register’ og som i lige så høj grad peger på konflikterne i Stefan Zweigs egen tid og fremad mod nutiden. ’Man bliver næsten svimmel af den tredobbelte historiske gentagelse, når man læser en sætning som denne, hvor Zweig taler til os fra det hinsides: Der vil altid være brug for den, der peger på det forbindende mellem folkeslagene hinsides det adskillende, og som tillidsfuldt fornyr tanken om en kommende tidsalders højere humanitet i menneskehedens hjerte.’ [Kort referat]
