Et spark til himlens dørEn teologisk gennemgang af Ordet og skuespillets sammenhæng med En Almanakhistorieaf Ricardt Riis

Et spark til himlens dør, det udtryk er taget fra et brev fra Kaj Munk, hvori han forklarer sin mening med Ordet: Han havde blottede nerver, da han som ung skrev Ordet. Nu har han lært at kunne se folk græde, men dengang måtte han ´sparke til himlens dør´ for at standse den gråd. Det vil sige: Ordet er en anklage mod Gud, der har form af en anklage mod menneskene. Men dette ”bedrag” kan ikke tåle at komme for dagens lys. Derfor gribes Munk stadig af det samme ønske om at anklage Gud, når han læser Ordet. Og derfor sidder der også i ham en fornemmelse af, at noget er forkert.

Det får ham til to gange at forsøge sig med et nyt Borgensgårdsstykke, dvs., en fortsættelse af Ordet. Men det mislykkes. Først tredje gang, i 1935, lykkes det. Da får han, med sine egne ord, befriet sit sind for det ´Borgensgårdkompleks´. Befrielsen består i et nyt skuespil En Almanakhistorie, som skal være en korrektion af Ordet, i hvert fald af Ordet´s opfattelse af, hvad det kristne grundunder er.

At det forholder sig sådan, søges vist i nærværende værk, og derudover gennemgås Ordet´s forhold til Bjørnsons Over Evne og til det ny testamentes underforestillinger.