Feriebørnaf Jens Smærup Sørensen

Når en præst elsker

Jens Smærup Sørensens romanfigurer er ofte ’gode til at underbetone de mindre pæne sider af deres personlighed.’ Således også Arne, der som 61-årig skriver sine erindringer. Han har været engageret i så forskellige erhverv som landmand, præst og brugtvognsforhandler, og hans livsfortælling er et ’miks af et defensorat og en selvafsløring.’ Teksten henter sin spænding fra ’de blinde pletter, arrangeret af forfatteren, og man skal ikke læse romanen som et forsvar for en stakkels romantiker. Snarere som en til tider bevidst uigennemskuelig skildring af en mand, der ikke er et af Guds bedste børn. Det er de færreste.’ [Kort referat]

Skriftemål og salgstale

Sproget er stilfærdigt mesterligt i Jens Smærup Sørensens adstadige roman hvis jegfortæller, Arne Beltoft, har været både præst og brugtvognsforhandler. Det er med andre ord en mand med ordet i sin magt, der beretter om sit liv, og det er dels ’romanens styrke, at vi læsere bliver smurt af det her drævende, omhyggelige sprog, dels - og vigtigere - at den tilbyder et kig ind bag masken på den tilsyneladende selvsikre taler, som afslører, hvor meget det også stormer usikkert og selvkritisk inden i.’ Men fordi Arne Beltoft er en slags alvidende fortæller i sit eget liv, bliver ’læsningen underligt udramatisk; alt er allerede sket, der er ingen der taler, i stedet bliver alle fortalt.’ [Kort referat]

Tro, håb og kærlighed

’Man overrumples og klukker af betagelse’ over scener i Jens Smærup Sørensens mesterlige roman om en 61-årig brugtbilshandler, der er ’slave af sine beslutninger og sin vilje, og alligevel forunderligt fri.’ I passager bøvler man lidt med teksten, men når man finder vej igennem de mange lag og den knortede stil, finder man mange ’frodige, ofte meget morsomme, både skarpe og ømme menneskeskildringer.’ [Kort referat]