Forbandelsenaf Peter Tudvad

Forbandet godt

Peter Tudvad har i dette 'forbandet velfungerende' romanportræt blæst liv og glød i Søren Kirkegaard og gjort ham nærværende både som menneske og som en af verdens største filosoffer. Bogen har tre omdrejningspunkter - faderens forbandelse af Gud på den vestjyske hede, Kierkegaards ophævelse af sin forlovelse og opgøret med den 'velpolstrede biskop Mynster' og hans efterfølger. Dertil kommer bogens eneste fadæse, nemlig en upassende og plat sidehistorie om, at Søren Kierkegaards fader skulle have 'ombragt en del af børneflokken og svigerinden med rottegift.' Den slags sensationelle narrestreger burde Peter Tudvad have holdt sig for god til i sit ellers generøse og troværdige Kierkegaard-portræt. [Kort referat]

Kirkegaards forbandelse

Her får man en anderledes vinklet introduktion til Kierkegaards dramatiske og konfliktfyldte univers, som indfanger selv en ateist som anmelderen. Romanen er fremragende og dramatisk. Forfatteren sætter sin hovedperson i et univers, som svinger mellem virkelighed og illusion, og læseren får et nuanceret socialt og psykologisk billede af filosoffen, som fremstår som en blanding af en gal og en skræmmende mand. [Kort referat]

Formidabel forbandelse

Peter Tudvads roman om Søren Kierkegaard har alle forudsætninger for at falde tungt til jorden, men på trods af 'alenlange replikker', et gammeldags sprog og et fåtal af dramatiske scener fungerer bogen fuldstændig enestående. Forfatteren er simpelthen så suverænt godt inde i filosoffens liv og skrift, at prosaen om ham glider ubesværet og tilmed giver læseren 'et klart overblik over Kierkegaard-skrifternes indbyrdes sammenhæng.' Kun en enkelt lille forstyrrelse dukker op til sidst, hvor beskrivelsen af faderpatriarken Michael Kierkegaard 'udvikler sig til noget i stil med en krimi.' Det fungerer ikke helt overbevisende, men er blot en svag mislyd i en ellers 'formidabel bedrift af en bog.' [Kort referat]

Kierkegaards hemmelige note

Historien om Søren Kierkegaards liv kan stå på bagsiden af en konvolut, så det er klart, at når en ekspert som Peter Tudvad giver sig i kast med en roman om filosoffen, så gælder det 'ikke i overfladisk forstand fortællingen om Kierkegaards liv, men fortolkningen af det.' Det er også her forfatterens styrke ligger. Han 'boltrer han sig suverænt og formulerer sig klart' om de filosofiske og teologiske aspekter, men giver så til gengæld køb på sanselighed og poesi i sproget. Alle personerne taler, med få undtagelser, som om de læser op fra en bog. Anmelderen efterlyser et 'brændende eksistentielle engagement' hos Peter Tudvad og ved dybest set ikke, hvad han skal med romanen. [Kort referat]

Arvesynden og sønnen

Peter Tudvads roman om Søren Kierkegaard kræver meget af læseren, men til gengæld er den alle anstrengelserne værd. I romanen kan man læse, hvordan Kierkegaard helt bevidst iscenesatte sig selv, hvilket lykkedes over al måde, indtil karikaturbladet Corsarens satire gjorde, at han med ét mistede kontrollen overoffentlighedens syn på sig. I sidste ende gjorde dette ham dog bare endnu mere interessant. Vi hører også om den velkendte romance og forholdet til Regine, som i Peter Tudvads bog får 'det tragiske format, historien fortjener'. Mod slutningen tager Tudvad sig digteriske friheder bygget på indicier. En på mange måder fascinerende bog, men også anstrengende på grund af mange gentagelser om hovedpersonens 'religiøse kvababbelser.' [Kort referat]

Refleksionens tandbid

Peter Tudvad kender hver en brosten i Guldalderens København, men det kommer ham desværre ikke til gode som romanforfatter for han virker 'så tynget af sin viden, at han ikke vover (eller magter) at forsøge at skrive romanen om Søren Kierkegaard, der engagerer og lever.' I stedet får vi en dramatiseret biografi, der ikke indeholder noget nyt for den læser, der kender til filosoffens liv. [Kort referat]