+ Læs mere
Politiken
Vi er stødt på 5 anmeldelser af bogen "Joseph Anton" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Han ville ikke være offer
Der foregik i mange år et indviklet politisk spil med mange aktører for at få viklet Salman Rushdie ud af den fatwa, der blev udstedt imod ham i 1989. 'Alle vidste hvad man skulle have gjort', konstaterer han tørt i denne detaljerede krønike om sin skæbne. Det var hans liv, der stod på spil og netop den høje indsats og hans refleksioner i den forbindelse gør, at hans suverænt skrevne erindringer 'hæver sig himmelhøjt op over alene at være polemisk dokumentation. [Kort referat]
Uden fortrydelse
Sjældent har én bog i den grad defineret en forfatter som tilfældet er for Salman Rushdie og 'De sataniske vers'. Der er stort set ikke en linje i Rushdies erindringer, som ikke på en eller anden måde er farvet af den fatwa, der med ét gjorde ham til verdens mest dødbringende forfatter. På mange måder er det tragisk læsning, men det er opmunrende, at han i sidste ende ikke lod sig kue og at han bevarede sit overdådige skrivetalent. [Kort referat]
Med Rushdie på farten
Man skulle være et skarn hvis man ikke lod Salman Rushdie brede sig over mange sider, når han nu for første gang giver sig til at tale ud om sit liv, som det udviklede sig efter den famøse fatwa i 1989. Det er dog lige ved at være for meget med alle de detaljerede anekdoter, men på den anden side flyver bogen af sted, den er ærligt skrevet og 'umulig at komme udenom, fordi den handler om forfatteren bag vor tids måske vigtigste roman.' [Kort referat]
De sorte fugle
Salman Rushdie blev ufrivilligt symbolet på 'en ny tids verdenskonflikt', da Irans ayatollah Khomeini udstedte en fatwa over ham i 1989 på grund af den islamkritiske bog 'De sataniske vers', der blev en international bestseller. Fatwaen oplevedes af Rushdie selv som en uvirkelig begivenhed, der dog voksede i betydning, indtil han var nødt til at skifte identitet og antage det nye navn Joseph Anton for at redde sit liv. Hans erindringer er velfortalte, reflekterede og provokerende, men de er 'ikke entydigt vellykkede' som værk betragtet: Det er tydeligt, at Rushides ego er vokset ganske betragteligt i den tid, der er gået, siden han blev fordømt af islamisterne - og omvendt næsten helgenkåret i Vesten. En redaktør, der var sig sit ansvar bevidst, ville med fast hånd have slanket bogen betydeligt og sat hårdt ind for Rushdies helt ustyrlige trang til at name-droppe. [Kort referat]
