Kære miss Nina Simone af Tor Fretheim
66/100
Glimrende bog
ifølge 2 anmeldere

Kære miss Nina Simoneaf Tor Fretheim

Grusom og gribende ungdomsroman


18-årige Simon har oplevet noget forfærdeligt, og Kære miss Nina Simone er hans beretning om, hvad der skete. Romanen er skrevet som et brev til sangerinden Nina Simone, der har spillet en ganske særlig rolle i Simons opvækst. Pludselig en dag er drengens mor forsvundet, og da faderen kommer under mistanke, begynder Simons verden at styrte sammen. Vi ser alt gennem Simons øjne og får alt fortalt med hans stemme. 



Kære miss Nina Simone er en gribende fortælling om en frygtelig forbrydelse og om afgrunden mellem forældre og børn. Spændingen skabes i høj grad ved at lægge fortællingen i munden på en dreng, der fornemmer, at noget ikke er, som det burde være i de voksnes verden, så det kun langsomt afdækkes, hvad der er sket. Tor Fretheim skriver så enkelt, at alle kan læse med, og samtidig er sproget så mættet med betydning, at historien er svær at slippe.




Tor Fretheim (f. 1946) er en norsk journalist, forfatter og oversætter. Han har skrevet en lang række bøger til børn og unge. Mange af hans bøger er oversat til flere sprog, og han har vundet adskillige priser, både internationalt og i Norge. Kære miss Nina Simone vandt i 2012 Riksmålprisen i Norge.
66/100
Glimrende bog
ifølge 2 anmeldere
De bedste priser:

2 boganmeldelserLæs mere

Vi er stødt på 2 anmeldelser af bogen "Kære miss Nina Simone" i de 453 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.

67/100
KD
Glimrende anmeldelse i Kristeligt Dagblad
anmeldt af Vibeke Blaksteen 13-01-2014
Sober, indfølende

Et sobert indblik i drabet på en mor

Tor Fretheims lille intense ungdomsroman giver et sobert og indfølende indblik i en ung drengs følelser og reaktioner efter den ekstreme tragedie det er, når ens far myrder ens mor. Erkendelsen af det skete kommer langsomt og samtidig skal hovedpersonen – den 18-årige Simon – forholde sig til omverdenens reaktioner og medierne, som konsekvent omtaler ham som 'sønnen (18).' Simon 'beretter i korte sætninger, næsten blottede for følelsesudtryk, men alligevel lykkes det forfatteren med ganske få virkemidler at få os til at fornemme det sammenbrud, han befinder sig midt i.' [Kort referat]

Ikke lagt online
67/100
WA
Glimrende anmeldelse i Weekendavisen
anmeldt af Damián Arguimbau 24-01-2014
En historie, der er lige så grusom, som den er smukt fortalt

Miss Nina Simone

Historien om Simon, hvis mor bliver myrdet af hans far, er 'lige så grusom, som den er smukt fortalt.' Romanen minder om et langt prosadigt med meget korte sætninger og mange linjeskift. Det er Simon, der fortæller som en indre monolog og samtidig som et brev til den afdøde jazzsangerinde Nina Simone. Teksten afbilder et liv, som forsvinder, og der er ingen forløsning i bogen, kun et tab. Forfatteren har sans for at skabe stemning og afmagt, og bogen er oversat til et slankt, elegant dansk. [Kort referat]

Ikke lagt online