Smil gennem fucking tårer
Man skulle næsten tro, at rækkefølgen af Jesper Wamslers noveller er valgt efter kvalitet, for bogen begynder med et champagnebrus af ’elementær spænding, bramfri folkelighed og mundrette replikker,’ men taber efterhånden smagen og ’man lægger bogen fra sig med en flad fornemmelse.’ Men mestendels er de meget forskellige (og meget sorte) historier velturnerede, og man får lyst til at begynde forfra efter endt læsning. [Kort referat]