Herman Bang blev aldrig træt af at lade sin nøje indstuderede livstræthed indfange af fotografernes blitzlys
Kiss! Kiss! Bang! Bang!
Herman Bang var glad for at lade sig fotografere. Det vidner bogen med ikke færre end 162 fotografier om. Udgiverne af bogen gennemgår liv og værk i små selvstændige afsnit, der så vidt muligt er kronologisk parallelle med fotografierne. Ikke alle afsnit føles lige nødvendige! Udgiverne har givet så godt som samtlige Bang-udgivelser deres eget afsnit, hvilket efter anmelderens mening er 'en slemt proportionsforvrængende forfatterskabs-demokratisering', selvom småværkerne af og til kan være mere underholdende at læse om end hovedværkerne. Der mangler dog plads til at behandle begge fyldestgørende. Hvad angår fotografierne savner man liv; man savner at se den unge Bang, som skulle have været enormt livlig, i bevægelse eller blot med et smil på læben. 'Igen og igen og igen ligner Bang alt for godt klicheen om en rigtig digter til at være den fremragende forfatter, han rent faktisk var.' [Kort referat]
