Luskefisefortællingeraf Jens Blendstrup

Uhm, kød pakket ind i soveposer

Den lille Jens, som er den gennemgående figur i Jens Blendstrups barndomserindringer er ikke nødvendigvis en helt autentisk miniudgave af forfatteren, men snarere en personificering af 'børns måde at tale og tænke på.' Læst på den måde hæver romanen sig fra at være en række 'nuttede guldkorn' til at være 'barndommen erobret med litteraturens kunstgreb.' [Kort referat]

Skæve rødder

I prologen til disse 'præcist sansede og beskrevne' barndomserindringer slår Jens Blendstrup fast at, 'Vores barndom er også nu og i fremtiden. Vi bærer på den. Hele livet.' Han skriver både med 'den voksnes blik og i gakket øjenhøjde med sig selv' som knægt. De bedste steder er bogen 'sjov som en Ole Lund Kirkegaard i topform,' men alvoren lurer hele tiden bagved latteren. [Kort referat]

Rablende gode røverhistorier

Jens Blendstrup vender tilbage til den barndom i de langhårede 1970’ere, som han også besøgte i sin hidtil bedste roman, Gud taler ud. Men i denne omgang er der ingen guddommelig far til at forstyrre barndommens 'fordomsfri nysgerrighed og boblende fantasi.' I stedet får vi en cocktail af 'rablende opdigtede røverhistorier og ømt sandfærdige barndomsglimt' der tilsammen smager af 'rundtosset og rørende surrealisme.' [Kort referat]

Rigtig gode løgnehistorier

Det eneste problem med Jens Blendstrups barndomserindringer er, at bogen er alt for kort. Man flyver alt for hurtigt igennem de mange små historier, anekdoter og stemningsglimt fra en rig, stor og farlig barndom, og 'det er få forfattere forundt at skrive, så selv voksne med indboforsikring og nemkonto kan skrælle alle lagene af voksenviden af sig og finde tilbage til barndommen.' [Kort referat]

Som barn skar jeg tænder

Jens 'Blendstrup fortæller skarpt, præcist og ofte morsomt' om sin barndom og pubertet i Risskov. Han formulerer sig dog langt mere blændende, end man tør formode et barn er i stand til og indimellem rammer han en lidt ukærlig og småhånende tone, både over for hovedpersonen selv og omgivelserne.' [Kort referat]

Falske historier fra en sand barndom

Melankolien strømmer igennem denne 'ømme og letfodede samling erindringer' af Jens Blendstrup. Forfatteren er ikke i sin 'uforbeholdne topform', men får alligevel udforsket og udfrittet barndommen med alt hvad den kan byde på af 'angst og eventyr, bumser og hippier, fedme og dværgvækst, frygt og bæven.' [Kort referat]

Idyl med mislyd

Jens Blendstrup 'folder et velkendt erindringsunivers ud' i denne mikroroman om børneliv i halvfjerdserne. Man genkender nemt det blendstrupske tag på teksten, 'hans boblende sprog, hans evne til at skabe et vanvittigt drama ud af et uendeligt og, midt i alle sine hverdagskatastrofer, idyllisk univers.' Men det er også som om forfatteren holder igen. Man savner den 'overstyrede galskab' han er kendt for. Og så burde han have slukket for den sentimentale tone, der løber gennem bogen og udlægger børnenes verden med den voksnes nostalgiske blik. [Kort referat]

70'erne set gennem et barns øjne

Jens Blendstrup digter 'med stor ynde og store støvletramp' om en barndom i 1970'erne og om det at erindre i det hele taget. Blendstrup blender nemlig sine memoirer med en grundlæggende og velgørende usikkerhed på, hvad det er vi husker og hvorfor. [Kort referat]

Blendstrup går i barndom

Humoren og den sproglige finurlighed er akkurat så stor, at man bærer over med den 'dræbende trivialitet', der også præger Jens Blendstrups barndomserindringer. Tidligere har hans bøger været båret af 'en nødvendighed, en smerte' og en lysende galskab – det er desværre ikke tilfældet med denne. [Kort referat]

Gakkede røverhistorier fra århusiansk forstad

Luskefisefortællinger er en kuleskør og hamrende vedkommende roman fra Jens Blendstrups legende hånd, som han har skrevet til alle os der har bardommens nostalgi helt tæt på hjertet. På små 121 sider formår Blendstrup at trykke så hårdt på lattermusklen, at læsningen bliver til rendyrket barneleg. [Kort uddrag]