Et machohysterisk granatchok
Mikkel Brixvolds digtsamling 'synes at være en fortsættelse' af forfatterens tidligere kronik-overvejelser om hvorfor det er ok, at danske soldater slår ihjel, men helt uacceptabelt og dybt forargeligt, at det bagefter tisser på fjenden. Brixvold forsøger 'at finde et sprog, som er egnet til at formidle erfaringen af krigen,' og det er muligt, at det er lykkes. Teksterne er 'overlæssede, overtydelige og klodset skrevet', men måske er det realistisk og 'i virkeligheden passende, at man får ondt i øjnene af alt det knæk og skrig, som står og skingrer i teksten.' Det er anmelderen endnu ikke færdig med at overveje, og under alle omstændigheder er det vigtigt, at vi får 'mere litteratur, mere poesi og kunst, der bearbejder erfaringer fra krigen, og som kan give os flere bud på sprog at forstå og diskutere den med.' [Kort referat]