Sæt en vagtpost udaf Harper Lee

Klassiker-succes forlænges med 55 års forsinkelse

Udgivelsen af denne fortsættelse til ’Dræb ikke en sangfugl’ vil for altid forandre ’receptionen af klassikeren, fordi den forandrer billedet af hovedpersonerne og fremstiller’ den ædle sagfører ’Atticus Finchs forsvar for sorte langt mere mudret og iblandet sydstatsracisme.’ Uden den oprindelige roman ville bogen ikke stå så prægnant, men som en nuancering og udvidelse af de evigtgyldige temaer i Harper Lees roman fra 1960, er fortsættelsen ’en overrumplende gave at få.’ [Kort referat]

Sydens samvittighed

Harper Lees første roman, der blev lagt til side til fordel for klassikeren ´Dræb ikke en sangfugl’ og som nu udkommer globalt med mere end 55 års forsinkelse, er ’en meget velskrevet bog, der smukt føjer sig ind i traditionen for Sydstatslitteratur.’ Den har karakter af debatbog, hvor modsat rettede synspunkter om racisme og borgerrettigheder kommer til udtryk, men der er ’ikke bare tale om en politisk roman, men også om en roman af den slags, som amerikanerne formede som en slags svar på den europæiske dannelsesroman.’ [Kort referat]

Alt er ødelagt

Advokaten Atticus Finch er en helteskikkelse og et symbol på amerikansk retskaffenhed i Harper Lees første og hidtil eneste roman, ’Dræb ikke en sangfugl,’ fra 1960. I denne overraskende fortsættelse fortælles ’en meget lidt flatterende historie om den nu 72-årige, gigtplagede Atticus.’ Til både læserens og hans datters store chok har Atticus udviklet sig til et racistisk modbillede på figuren i den første roman. ’Harper Lee har dræbt sangfuglen, men også gjort sig fri af den idealisme, der har tegnet Atticus, og vel også hende selv, siden debuten. Fri af alt det, man skal være barn for virkelig at tro på. Engang et pletfrit symbol på verdens godhed, nu på dens forråelse og frygt. Sådan blev vi voksne. Igen.’ [Kort referat]

Stillestående vagtpost

Harper Lees fortsættelse til ’Dræb ikke en sangfugl’ er ’en brutal beretning,’ som slukker alle de illusioner om idealisme og heltemod hos hovedpersonens far, advokaten Atticus Finch, som blev tændt i den pulitzer-pris-vindende roman fra 1960. Som fortælling er bogen ret stillestående, men den ’griber, skønt den er affattet for mere end et halvt århundrede siden, ind over for den racedebat, der for tiden raser i USA.’ [Kort referat]

Selv fortidens helte har skygger

Harper Lee’s pludselige bestseller nummer to er ikke ’så blændende og gribende’ som den 50 år gamle Dræb ikke en sangfugl, men bogen nuancerer modigt og effektivt heltefortællingen i den første roman, og skuffer på ingen måde. [Kort referat]