Husker du, så læser jeg
Egentlig skriver Daniel Dalgaard lige ud ad landevejen, men den snor sig, vejen, og sproget følger med på en både forvirrende og fascinerende måde, spækket som det er med ’digressioner, selvrettelser og ufuldstændige formuleringer, der med ét springer fra nutid til fortid (og tilbage igen).’ Man kan ikke andet end holde af denne bog, specielt når man – som denne anmelder ‒ er ’jævnaldrende med digteren og let kan se sig selv i dens mange anekdoter.’ [Kort referat]