Velfærdsstaten i støbeskeen

Bind tre i Dansk Velfærdshistorie, Velfærdsstaten i støbeskeen, begynder i 1930´erne med den befolkningspolitiske diskussion og udviklingen af tankerne bag ´Danmark for Folket´. Her finder man rødderne til den serviceintensive velfærdstat. Også betydningen af universalismen dukker så svagt op, men efter krigsårene er det kun Det radikale Venstre og til dels Dansk Samling, som for alvor vil fremme den universelle og forebyggende socialpolitik. De øvrige partiers holdninger var endnu forankret i socialsikringsstaten.

Det blev folkepensionen, der endnu en gang splittede politikerne i forsikrings- og forsørgelsestilhængerne, og som for alvor satte skred i den senere så højt anpriste universalisme. En lang bevægelse i den retning kulminerede med gennemførelsen af folkepensionens mindstebeløb i 1956. 1950´erne blev samtidig – og ikke mindst med folkepensionstanken som katalysator – det tiår, hvor begrebet velfærdsstaten dels så dagens lys, dels blev hedt diskuteret. Den ene side så velfærdsstaten som det gode samfund, der ikke kunne bygges på den egoistiske forestilling om, at enhver var sig selv nok, mens den anden side opfattede den som overgang til den socialistiske stat eller formynderstaten.