En hyldest til de varme hænder i de kølige institutioner
Ingen har som Dea Trier Mørch skildret fødslen som i kollektivromanen Vinterbørn fra 1976. Den er nu genudgivet med originalens fine træsnit og minder om, at ’Dea Trier Mørchs forfatterskab er ufortjent overset og trænger til at blive genlæst.’ Romanen minder også om en svunden tid, hvor fødegangen var et fælleskab – et fjernt minde i ’vores ekstremt individualistiske tid, hvor alting er dit eget individuelle problem.’ Den er ’en hyldest til de varme hænder i de kølige institutioner’ og indeholder fuldstændig tidløse scener, hvor nyt liv kommer til verden i en strøm af blod og bragende knogler. [Kort referat]