Bogen hedder "Hjertets kontaktbog", hvilket vækker minder om skoletidens trygge kontaktbøger. Hvad ligger der i denne titel, og hvordan fungerer poesien som en kontaktbog for dit hjerte?
Der findes et hav af bud på, hvad "poesi" er for en størrelse. Et af mine foretrukne lyder: "Poesi er det, der sker, når du giver dit hjerte en blyant." Digtene i "Hjertets kontaktbog" er skrevet direkte fra mit hjerte og rækker ud til læserens hjerte i håb om, at han/hun føler genkendelse i mine ord.
Poesi er det, der sker, når du giver dit hjerte en blyant
I samlingens første dele kredser du indgående om at miste sine forældre og blive forældreløs som voksen. Hvordan har det været at omsætte denne meget specifikke, men alligevel universelle livsovergang til poesi?
Det har været det eneste rigtige og det eneste mulige at gøre: I kølvandet på et betydningsfuldt dødsfald befinder jeg mig i en helt særlig, åben og ekstraopmærksom tilstand, hvor digtene nærmest kommer til mig, så jeg blot skal skynde mig at skrive dem ned. Det er meget tilfredsstillende og beroligende. Når jeg siden indser, at andre kan bruge og ligefrem lade sig bevæge af mine digte, så giver det hele mening. Dér oplever jeg sand kontakt, både til mig selv, til mine døde forældre og til læseren.
Du bruger ofte meget genkendelige hverdagsbilleder i dine digte, som for eksempel en plastikkop med kaffe eller en defekt rulletrappe, til at beskrive noget stort og ufatteligt som døden. Hvordan arbejder du med at finde de helt rigtige hverdagsbilleder til de svære følelser?
Jeg oplever tit, at helt konkrete hverdagsoplevelser som at stå og falde i staver i en kaffekø eller på en Metrostation med en defekt rulletrappe inspirerer mig til at gå i gang med et digt. Ikke mindst når jeg er i den særlige opmærksomme tilstand, jeg beskrev tidligere.
Så egentlig sker der det omvendte af, hvad du spørger om: Hverdagsbillederne bliver indgangen til at skrive om de svære følelser.
Bogen er delt op i fire dele, og i tredje del zoomer du ud fra den personlige sorg for at berøre mere globale og eksistentielle emner som klima, natur og menneskets adfærd. Hvad inspirerede dig til at koble den personlige sorg sammen med klodens tilstand?
Begge dele handler om tab. Min mors død i 2023 gjorde det klart for mig, at jeg vil gøre det, jeg altid har drømt om, mens tid er. Nemlig at skrive. Men også at tage bladet fra munden, sige min mening højt, turde pege på det, jeg ikke synes vi som menneskehed kan være bekendt. Kort sagt: At stå ved mig selv.
Jeg mener, at klimaforandringerne, biodiversiteten og næstekærligheden er de vigtigste temaer. Det føler jeg trang til at råbe i en megafon. Fra mit hjerte til andres.
Jeg elsker alle dyr ... måske lige bortset fra myg, møl og muræner
Midt i sorgen og vemodet er der også plads til varme og lune observationer, for eksempel i digtet om den sande historie om terapikatten Oscar på plejehjemmet. Hvor vigtig er balancen mellem lys og mørke for dig, når du skriver om at miste?
Det er faktisk ikke noget, jeg er bevidst om. I øvrigt er digtet om terapikatten Oscar på plejehjemmet jo ikke kun lunt, hvis man tænker på digtets slutning ... Når det er sagt, så har jeg selv brug for at finde håb. I dén grad. For uden går det jo ikke. RÅB/HÅB som der jo står på en af bogens første sider.
Dyr spiller en bemærkelsesværdig stor rolle i samlingen, lige fra flyvske mursejlere og unikke næbdyr til heltemodige minerydder-rotter. Hvad er det, dyrene og naturen kan fortælle os, når vi mennesker står midt i en sårbar proces?
Jeg elsker alle dyr ... måske lige bortset fra myg, møl og muræner. Spøg til side. Jeg har elsket dyrene, lige siden jeg var barn og fandt verden svær at navigere i.
Dyrene kan gøre os mennesker godt; de kan minde os om bare at være til og om hvor forunderlig og rig en jordklode, vi sammen bebor. Og ikke mindst: At vi kun har den ene klode, og at vi, menneskene, har pligt til at tage vare på den.
I digtet "Skabelse" skriver du stærkt om at hamre og mejsle i det værk, man selv skal blive til, og at man skabes hver gang man knuses. Har selve skriveprocessen fungeret som en måde at bygge sig selv op på ny?
Ja, at skrive digtene i "Hjertets kontaktbog" har i høj grad hjulpet mig til at finde mig selv, efter at den sidste af mine forældre, min mor, døde i januar 2023.
Jeg ved, at man i visse kredse mener, at litteratur ikke må være begyndt som terapi. Det er jeg lodret uenig i. Jeg tror netop, at når jeg skriver med mit eget hjerteblod, så bliver digtene meget mere vedkommende for læseren. Helt i tråd med, hvad psykologen Carl Rogers har sagt: "The most personal is the most universal".
I noterne bagest i bogen henviser du kærligt til inspiration fra flere andre digtere, og du lader flere stemmer klinge med i dine ord. Hvordan bruger du andres poesi som en form for samtalepartner i dit eget forfatterarbejde?
Jeg kan falde i svime over et ord eller en formulering, en anden digter har brugt, eller jeg kan forelske mig i en rytme i et digt. Og så bruger jeg rytmen, men med mit eget indhold.
"Vi står alle på skuldrene af hinanden," som min første kreative skrivelærer sagde for en del år siden. Hun har ret. Inspiration kommer mange steder fra.
Bogens fjerde og sidste del åbner sig smukt op mod håbet, foråret og ikke mindst kærligheden med tilgivende digte som "Brev fra Gud". Hvad håber du allermest, at læseren tager med sig ud i livet, når de lukker bogen?
Det kan jeg svare kort på: Jeg håber, at læseren lukker min bog med følelsen af, at der er HÅB.
Dette interview er tilrettelagt og redigeret af bog.nu. Som afsæt for research har vi brugt en sprogmodel til at foreslå spørgsmål, som redaktionen derefter har videreudviklet og suppleret. Svarene er forfatterens egne ord. Udvælgelse, rækkefølge og den endelige redigering står bog.nu's redaktion for.
