Hobbit i habiterindringeraf Jacob Ludvigsen

Tjald med fru Ditlevsen

Ifølge forfatteren er der visse ligheder mellem hobbitten Bilbo Sækker og Jacob Ludvigsen selv. De deler en forkærlighed for det hyggeligt-trygge og gammeldags med kastes alligevel ud i frådende eventyr – Bilbo i Tågebjergene og Jacob Ludvigsen i reklame- og mediebranchen. Journalisten adskiller sig dog fra hobbitten ved at have en svaghed for skræddersyede habitter, vest og slips. De muntre anekdoter er i overtal i Ludvigsens erindringer, der naturligvis kommer omkring de imponerende mange meritter – blandt andet etableringen af Christiania som fristad og Bornholms Nationalbank – og bogens illustrationer 'er i sig selv en historie, meget underholdende at gå på opdagelse i.' Man imponeres også af det gåpåmod, der har præget hans liv, men irriteres lidt over bogens 'lakoniske, meddelelsesagtige tonefald.' Småting omtales i samme stil som tragiske dødsfald – 'der dvæles ikke, og følelserne holdes tæt ind til kroppen. Habitten forbliver på.' [Kort referat]

Der er teflon på habitten

Grundtonen i Jacob Ludvigsens erindringer er en let og 'kuriøs opremsning af indfald og udfald, karrieremæssige højdepunkter, små nederlag.' Det er ikke fordi, der mangler gang i gaden, men man savner det 'indre drama.' Først til slut kommer der lidt kød og blod på bordet. Det sker, da forfatteren begynder at spekulere over resultatet af de mange år i mediebranchen. Blev talentet solgt for billigt? Var det egoet eller idealisten, der fik det sidste ord? Men den fortættede stemning af ægte menneske holder ikke bogen ud. Efter nogle sider bliver der igen leet hjerteligt ad det hele. [Kort referat]

Hu hej, hvor det går

I sine erindringer gør Jacob Ludvigsen status over sit liv, og der er tryk på fra starten. Det hele er med; fra han var i mediernes søgelys som 15-årig, til han hærgede landet med Squash-reklamerne på sine ældre dage. Man bliver helt forpustet af at læse om alt det, han har foretaget sig. Hæsblæsende og interessant læsning, og når det gælder den enkle journalistiske historie, er der få som han, der knivskarpt kan sammensætte en indviklet sag i meget få ord. Personskildringer er ikke hans stærke side, men venskabet med Dan Turèll er smukt beskrevet. Der er ikke tvivl om, at han har haft en sjovt liv, men man kunne som læser ønske, at bogen var mere morsom, for det føles mest som en fest, man kigger på igennem vinduerne. [Kort referat]