Undskyldningenaf Hanne-Vibeke Holst

Kulørt og medrivende

”Hanne-Vibeke Holst skriver morsomt og medrivende” i denne slægtsroman om utroskab, selvmordsbombere og opera. Vi kommer vidt omkring i både den nære danmarkshistorie og Europas storbyer, men slutningen er en ’fæl, sentimental maveplasker.’ [Kort referat]

Slægtens løgne

"Ferm Hanne-Vibeke Holst om hemmeligheder og fortrængninger i potent præstefamilie." Noget nybrud i forhold til hendes hidtidige forfatterskab er der ikke tale om: Holst fortæller stort anlagt med brede penselstrøg, og selv om romanen sine steder er lidt vel omstændelig og overlæsset med sprogbilleder, hænger læseren på, for det er ganske enkelt en spændende og velkomponeret historie, hun fortæller. Dertil kommer Holsts aldrig svigtende skarpe blik for aktuelle samfundstendenser. [Kort referat]

Inspirerende og irriterende

Hanne Vibeke Holst interesserer sig stadig for 'kvinders roller, muligheder og livsvilkår', men denne gang udspiller historien sig et godt stykke væk fra 'den politiske scene'. Romanen skildrer en række kvindeskæbner fra præstekonen Gerda under Anden Verdenskrig til operachefen Helena i 2011, og selv om den ikke er lige så direkte holdningspræget som nogle af Holsts tidligere romaner, er den stadig bidsk og 'klassisk Holst'sk'. [Kort referat]

Det burde Holst kunne gøre bedre

Hanne Vibeke Holst er bedst, når hun skildrer mænd og hun har et kvikt sprog. Ingen af delene er desværre tilstrækkeligt til at give denne stort anlagte roman om en slægts hemmeligheder igennem tre generationer nogen særlig flyvehøjde. De familiemæssige knuder er ikke bundet på en psykologisk troværdig måde og den manglende undskyldning, som romanen kredser om, er næppe en troværdig løsning på alle problemerne. [Kort referat]

Holsts nye bane

Hanne-Vibeke Holst satser på den historiske romangenre, men trods god research, masser af dramatik og følelsesfylde er det nu en temmelig flad læseoplevelse, hun præsenterer. Bogen fungerer afgjort bedst i nutidspassagerne, der både rummer intensitet og bid. "Kom tilbage til det 21. århundrede, Hanne-Vibeke!" [Kort referat]

Arvesynd og forsoning

’Undskyldningen’ er underholdende og spændingskurvens udsving er tilrettelagt med effektiv præcision. Men det virker som om Hanne-Vibeke Holst brugt et stillads til at holde sin fortælling oprejst. Historien er ikke musikalsk fortalt, men møjsommeligt holdt sammen af tidstypiske rekvisitter og kluntede metaforer. Det er synd, for emnet – løgn og svigt i familien − er spændende og står tydeligvis forfatterens hjerte nært. [Kort referat]

Biologien styrer

Det er en "velfungerende knaldroman fra start til slut" Hanne-Vibeke Holst her serverer for læseren, med sit velturnerede plot, kække sprog og dirrende spænding. Ikke mindst er det mere ærligt end hendes tidligere forsøg på at være feministisk, men det vækker nu alligevel bekymring med den biologiske determination der anes i plottet, og fungerer som en art forklaring på de bitre og ret usympatiske kvindeskikkelser der optræder i romanen. "Farvel til pseudofeministen Holst, velkommen til biologisten." [Kort referat]

Ren trivi-litteratur

’Undskyldningen’ kunne måske fungere som tv-serie, men ”stor litteratur er den saftsusemig ikke.” Sproget mangler schwung og den finale, som der næsten mekanisk bygges op til, er ’slet ikke er stærk nok til at forsvare de mange sider, der går forud.’ [Kort referat]

Ballade i operaen

Hanne-Vibeke Holst har skrevet en ’fantastisk medrivende’ roman om en mors sorg og en datters vrede. Der er godt med melodrama og klicheer i historien, men forfatteren reder den helstøbt hjem på schwung og en smittende tillid til egne evner. [Kort referat]