Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byerParis, Rom, Saint-Nazaire, Prag, Berlin, Tbilisi, Amageraf Jan Sonnergaard

Spiselig Sonnergaard - sådan da

Jan Sonnergaard er i sproglig storform i denne fremragende samling af historier fra København og andre metropoler. Ifølge forfatterens som altid svagt ironiske bogtitel handler fortællingerne om mad og kærlighed, men det er snarere alkohol og utroskab, der er omdrejningspunktet – og i denne omgang noveller ofte 'noget så ufashionabelt som små belærende fortællerkommentarer.' I et enkelt tilfælde er moralen så småborgerlig, at selv Børsens anmelder bliver lidt flov på forfatterens vegne. [Kort referat]

Sprød og fandenivoldsk

Jan Sonnergaards otte fortællinger om 'skønne vine, berusende kvinder og fremmede storbyer' er elementært spændende, sprød og fandenivoldsk prosa, som man læser i ét hug. Det er mandens begær, der både udstilles og svælges i bogen igennem, kvinderne er både indbydende og dæmoniske og er i flere af historierne den direkte årsag til mandspersoners fald. Hist og her bliver det opbyggelige lidt for meget, men det skygger på ingen måde for, at Jan Sonnergaard har skrevet en fremragende novellesamling. [Kort referat]

Hurtig tilfredsstillelse

Der er gået en del år siden Jan Sonnergaard brød igennem med tre fremragende novellesamlinger omkring årtusindskiftet, men temaerne og typerne er de samme i disse otte nye noveller: Yngre og midaldrende mænds selvbedrag, eksistentielt eksil, hurtig tilfredsstillelse og forestående katastrofer. 'Hvis man som læser ikke er bange for at lade sig irritere, provokere, forurolige og gribe, så er Sonnergaards otte opbyggelige fortællinger en læseoplevelse, man bør unde sig selv.' [Kort referat]

Her har I mig tilbage

Netop som man troede, at Jan Sonnergaard var tørret ud som forfatter springer han ind på scenen med et gedigent comeback som kraftfuld novellist. I de otte fortællinger genkender man tydeligt den råhed, kynisme, liderlighed, resignation og fortællermæssige tilstedeværelse, der gjorde forfatterens debut, <a href='/titler/radiator-jan-sonnergaard'>Radiator</a>, så opløftende dengang i 1997. Tonen er stadig den samme, men både forfatteren og hans karakterer er blevet ældre, mere kontrollerede, som 'desperadoer på et andet niveau.' Eneste indvending: 'Med kun otte historier bør niveauet og energien holde fra først til sidst. Men det kniber hen mod slutningen. Måske fordi temaerne de mange byer til trods i grunden er forbavsende ens.' [Kort referat]

Lammet og løven

Anmelderen er ikke sikker på, at det klæder Jan Sonnergaard at være så blid og opbyggelig, som han er i denne novellesamling. Som forfatter er han kendt for at være temmelig morbid, og det er han kun i kortere glimt denne gang, blandt andet når han lader sine hovedpersoners indre psykopater titte frem. Det er til gengæld en disciplin han behersker som få andre. Bogen er velskrevet og munter og repræsenterer måske første skvulp i en ny bølge af 'mande-potent-prosa', hvor alle kvinder er smukke og med på den værste og hvor alle mænd får deres drømme om dem opfyldt. Det er i hvert fald pænt af Jan Sonnergaard, at han forsøger at overbevise de sårede danske mænd om, at der stadig findes villige drømmekvinder. [Kort referat]

Opbyggelige sammenbrud

Disse otte opbyggelige fortællinger om mænd i ubalance får ekstra 'farve og smag' af, at forfatteren selv har boet og opholdt sig i de europæiske byer, som historierne foregår i. De bedste er 'brandgode,' men det er ikke sproget man skal læse dem for. Jan Sonnergaard er udpræget en historiefortæller snarere end en poet, og han er lidt for gavmild med klicheer og udråbstegn. Men 'stimulerende og vedkommende læsning' er det. [Kort referat]

Midtvejskrise og mandsschauvinisme

Der er 'meget ubevidst mandschauvinisme' og snobberi i Jan Sonnergaards langtrukne novellesamling, og det er svært at greje, hvor forfatteren egentlig selv står. Nogle gange vrænger han ad sine usympatiske hovedpersoner, men lige så ofte virker han besnæret af deres Euroman-stil og depraverede smartness. Der er nemlig ingen helt almindelige middelklassemennesker i bogen. Alle er enten kunstnere eller autonome eller luksusludere eller medlemmer af en superrig overklasse. I historien fra Rom, 'Uhyret fra Borghese', hvor en forfatter ved navn Jan hele tiden støder ind i en anmelder ved navn Erik, rammer Jan Sonnergaard sit hidtidige kunstneriske lavpunkt. Novellen er en tyndt forklædt og ekstremt smålig tak-for-sidst til Informations boganmelder Erik Skyum-Nielsen. Samlingens bedste, 'Miraklet på lorteøen', handler om en flok gamle bekendte, der slår sig sammen om at 'hjælpe en fordrukken bums til hægterne.' Den historie svirper til nutiden på en elegant måde − ærgerligt at det er bogens eneste smæld. [Kort referat]

Fanden går på kro

Engang var mad i Jan Sonnergaards noveller et symbol på enten det klamme og giftige underklasseliv eller noget uopnåeligt, misundelsesværdigt forbeholdt rige, dumme svin. I disse otte noveller er maden hverken symbolsk eller poetisk, men noget der kunne – i Turen går til-bøgerne eller i en rejsereportage målrettet Politikens lækkersultne læsere. Beskrivelsen af de syv byer – 2xParis, Amager, Prag, Rom, Tbilisi, Berlin og Saint-Nazaire – som de otte meget lange noveller foregår i, har samme præg af 'gennemsnitligt gemytlig turistguidesmøre.' Anmelderen som engang var, men ikke længere er, fan af Jan Sonnergaard, glæder sig dog over, at i det mindste én af de otte noveller er vellykket. ''Strandvaskeren i Saint-Nazaire' er en fuldt ud vellykket, økonomisk intens noir-stiløvelse. En god tekst simpelthen.' [Kort referat]

Sprogligt kraftcenter

Man føler sig helt hensat til 1700-tallet ved at læse Jan Sonnergaards bevidst opbyggelige fortællinger. Men hvor gamle dages moralske fingerløft 'kun er såre lidt bevendt idag, er Sonnergaards otte opbyggelige fortællinger eksistentielle og sproglige kraftcentre' med nærværende drama og dyb psykologisk indsigt. [Kort referat]