Nye læsere kan IKKE begynde her
Nye læsere af John le Carré må endelig ikke begynde med denne roman. I hvert fald er det en fordel, hvis man mindst har læst forfatterens gennembrudsroman ’Spionen, der kom ind fra kulden’ fra 1963 – og gerne andre af koldkrigsromanerne med spionen George Smiley i en hoved- eller birolle.’Spioners arv’ foregår ganske vist i nutiden, men er alligevel en slags direkte fortsættelse idet ’en gruppe i det britiske parlament, vil have lavet en uvildig kommissionsundersøgelse af, hvad der egentlig skete dengang under Den Kolde Krig.’ Derfor hives Smileys gamle assistent ud af sit otium og ind i et moderne engelsk efterretningsvæsen, der ’har vanskeligt ved at sætte sig ind i en tid uden satellitter, mobiltelefoner og en verden skarpt opdelt i Øst og Vest.’ Tiden er en anden, men forfatteren er den samme, så 'rigtig god fornøjelse med denne slotsaftapning, årgang 1963, hældt på nye flasker.' [Kort referat]