+ Læs mere
Vi er stødt på 8 anmeldelser af bogen "Kystsanatoriet" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Et levende levn fra fortiden
De 'religiøse tåbeligheder' hober sig op for den unge pige i Elisabeth Flensted-Jensens (formentlig) delvist selvbiografiske romandebut. Hun vokser op i en indremissionsk familie, men mærker også en længsel efter alt det moderne og kropslige. Elisabeth Flensted-Jensen er 'god til at skrive på en piges sitrende sanser' og det er raffineret, at forfatteren ikke blot lader romanens dynamik være 'rebelsk livsappetit i modsætning til de helliges sure syndsbevidsthed.' Fortællingen er mere raffineret end som så og derfor også mere troværdig. [Kort referat]
Grød, blonder, Jesus og asparges
En roman om et navnløst barn, der først bor hos kristne fundamentalister dernæst på et sanatorium, hvor renlighed, regelmæssighed og hygiejne hersker. Det er barnet der er fortælleren, hvilket eksekveres med taktil og sproglig præcision: ‘måske drømmer vi, at aspargeserne bliver levende om natten og kommer sivende ind på deres hvidliggrønne ben, og sætter sig på kanten af sengen og ser sørgmodige ud’. Romanen kan virke en kende karikeret i beskrivelsen af livet på sanatoriet, men bærer alligevel meget godt med sig. [Kort referat]
Når de små børn ikke kommer til mig
Et barns følelse af at være helt alene rammer Elisabeth Flensted-Jensen flot og skræmmende i denne debutroman, som med ret stor sikkerhed er skrevet på baggrund af forfatterens egne barndomsoplevelser i et indremissionsk hjem i 1950'erne og 1960'erne. Den grå tåge af uvished, der lægger sig over romanens lille pige, da hun uden forklaring bliver anbragt på et sanatorium, er smukt og uhyggeligt formidlet 'og dertil pigens evne til alligevel at overleve. At skrige og sparke sig igennem gråheden. Eller når det er værst, at digte sig selv helt ud af den.' [Kort referat]
Hænder som asparges
Forfatteren fortæller om sin barndom og ungdom i både pæne og skarpe glimt. Først bliver man som (professionel) læser glad, da forfatteren har valgt den minimalistiske løsning, som er en stil, hun har godt styr på. Det betyder nemlig mindre læsetid med for meget virkelighedsfnidder og prosa. Det hele er barberet ned til det konkrete med enkelte voksne metaforer og syner fra barndommen. Det er klar og koncentreret konkretion. Bogen er god nok, men det bliver dog i længden en ret søvndyssende glimten, hvor man både savner mere intensitet og poesi og samtidig synes, det er okay, at bogen er, som den er. [Kort referat]
Kristen pige siger farvel til sin Gud
Denne selvbiografiske, fragmentariske debutroman følger en pige fra hun er lille til 'hun bliver ældre og begynder at forstå den verden, hun lever i. Med forståelsen følger indsigt, og med alderen følger trangen til oprør mod den religiøse ortodoksi, hun er presset ind i af sine forældre.' Bogen er et stilfærdigt opgør med fundamentalisme i alle dens afskygninger og en opfordring til at 'leve i en åben eksistens med alle dens fordringer om at realisere sig selv som eksisterende.' [Kort referat]