AvuncularOnkelagtige teksteraf Pia Juul

Tom, Sam og de andre onkler

’Hun var 74 år gammel, men efter Nys mening så hun yngre ud – måske ti minutter yngre.’ Dette Truman Capote-citat står som motto for Pia Juuls seneste digte, der alle er ’anfægtende, morsomme, kokette og uafviselige.’ Titlen kan oversættes til onkel-agtig og det ord får Pia Juul bogen igennem til at indeholde interessante spændinger: ’Er det godt at være en hyggeonkel? Er onkel Sam udelukkende sympatisk? Er onkel Tom et forbillede?’ Og Truman Capote-citatet peger på et andet onkel-agtigt tema, nemlig alderdom, der behandles både seriøst, spøjst og selvironisk. ’Man bliver ikke let færdig med disse onkelagtige tekster. De ser ikke ud af meget. Men, men.’ [Kort referat]

Stadig helt sin egen i dansk litteratur

Onklen er en type, der tidligere har optrådt i Pia Juuls digte, men i denne digtsamling får onklerne vide rammer, og når forfatteren kombinerer naiv barnebevidsthed ’med det forunderlige, uforståelige, tiltrækkende, uhyggelige, onkelagtige i verden,’ så sker der ting og sager. Som i dette ’dybt rørende og smertefulde digt om onkel Jens: Sidste gang jeg så ham / var han iført slåbrok / Velkommen i familien, / sagde han til min kæreste / og til de herrer, der er/ til stede: Gå til læge / i tide / hvis I har problemer med vandet. / Han var på morfin / men det var ikke den / der gjorde ham mild og lun.’ Pia Juul er ’helt sin egen i dansk litteratur.’ [Kort referat]

Det er sådan onkler gør

’Pia Juul er som digter suverænt på højde med sig selv’ i denne både ’nødvendige og bevægende bog’ om ’tidens gang, om dagen, natten og døden.’ Forfatteren kredser specielt om døden og betragter den i et dobbelt spor, hvor den både er et af livets vilkår og noget, man ’utrætteligt munter og uforsonligt modig’ bliver nødt til at protestere imod. [Kort referat]

En verden fuld af onkler

Første gang anmelderen læste ’Pia Juuls slanke og skrumlede, underlige og vidunderlige, nye bog’ fór han helt vild i digtene, men anden og tredje gang lod han ’digtene tage deres indædte, skumle tid, festede igennem med de glødende uskyldige onkler - og genkendte bogen som endnu en umiskendeligt uforlignelig, vildt underfundig Juul-gave.’ [Kort referat]

Alle mine onkler

Hvad er en onkel? spørger Pia Juul på første side i denne onkelagtige bog ’og opfordrer læseren til at slå det op. Men én ting er ordbøgernes udlægninger af det onkelagtige og alfaderlige, noget andet er det mylder af sammensatte følelser, stemninger og associationer, som netop ordet onkel aktiverer hos både Pia Juul og læseren.’ Fra det hyggelige til det dunkelt faretruende præcis ligesom forfatterens tekster, der aldrig har været for fastholdere og vanedyr. ’Selv om onkel-grebet måske ikke er forfatterens allerstærkeste, så fungerer ironien, det indirekte opgør med den alfaderlige autoritet, den skæve humor, flertydighederne og de udfordrende dobbeltsyn suverænt nok til at skrive de onkelagtige tekster ind på den Pia Juul-hitliste, mange læsere bærer rundt på i deres litterære baghoveder.’ [Kort referat]