Med skriften som karklud
’Manden i glasset er en ualmindeligt elendig roman, der aldrig burde have været udgivet.’ Forfatteren virker desperat efter at få nogle ord ned på papiret, så hvorfor ikke bare lade bogens ’fordrukne, ubegavede, lumre, uengagerede og usympatiske’ hovedperson købe et falleret antikvariat på Østerbro, så kan man jo altid smide nogle kunder ind i butikken, og så sker der da et eller andet. Men ’ingen af personerne, der alle er studier i overfladisk karaktertegning, fører rigtig nogen udvikling med sig. De virker mest som løse indfald, forfatteren selv mister interessen for. Der er ganske enkelt tale om en uformående forfatter, som ikke engang kan få de mest simple ideer eller klicheer til at fungere.’ [Kort referat]