+ Læs mere
Berlingske
Vi er stødt på 5 anmeldelser af bogen "Udødelighedens eliksir" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Den evige barndom
Forhenværende svenske PEN-formand, Gabi Gleichmann, har skrevet denne fabulerende og stort anlagt slægtskrønike om en delvist fiktiv jødisk slægt 'fra 1100-tallets Lissabon til Oslo anno 1999,' hvor familiens sidste repræsentant ligger for døden. Romanen panorerer forrygende flot hen over Europas historie med nedslag på 'historiske begivenheder, pogromer og inkvisition, revolutioner og krige' samt møder med alskens historiske personer. Bogen taber lidt tempo i sidste del, men det ændrer ikke ved, at 'Udødelighedens eliksir' er en stor, stærk og stilsikker saga om skønhed, svig og dårskab og om ordets og erindringens kraft. [Kort referat]
For fuld jødisk musik
En vidende, forfriskende og velskrevet bog om de seneste 1000 års jødiske historie. Dog har den stort fokus på historien i stedet for på personernes liv, og det gør, at den føles alt for lang. Kun en enkelt af personernes historie og følelser får man ind under huden. Fortællingen, som ikke er ikke kronologisk, spænder fra Moses’ genkomst i Portugal i 1100-tallet over kunstnere og familiefejder til nyere tiders politiske ekstremisme og grusomheder. [Kort referat]
Veloplagt lidelse
Et stort persongalleri og en løssluppen kronologi er en farlig blanding, som den ungarsk-svenske-norske forfatter Gabi Gleichmanns dog slipper nogenlunde godt af sted med. Hans myldre-roman om Europas historie fortalt med en jødisk slægt som gennemgående motor er stort set perfekt som 'sørgmunter historiefortælling', men som 'engagerende skønlitteratur' er bogen ikke helt vellykket. De mange personer flimrer forbi og kun ganske få 'bliver til andet og mere end skitserede profiler.' [Kort referat]
Udødelighedens grænse
Gabi Gleichmanns projekt er storslået: 'en jødisk familiekrønike strakt over otte århundreder fordelt på de fleste europæiske lande i alle sociale lag fra hytte til slot.' Men selvom - eller måske netop fordi - iderigdommen er imponerende, så taber forfatteren sit projekt på guldet i et virvar af indfald, og ingen af de mange bipersoner fra den jødiske Spinoza-slægt foldes ud til 'troværdige og bevægende mennesker, man orker at græde over.' Forfatteren mangler simpelthen det kunstneriske håndelag til at undgå 'trivialfortællingens monotone rytme.' [Kort referat]
