Operation DacapoMalika Asmina Els #2af Hanne Bech Hansen

Idyllen aldrig for alvor truet

Som politidirektør havde Hanne Bech Hansen blandt andet til opgave at afdramatisere historier overfor pressen. Den evne skulle hun have lagt på hylden som krimiforfatter, for ”det kniber med spændingsniveauet” i denne to’er om vicepolitikommissær Malika, hvor selv ikke en terrorist med skumle planer om massemord formår at prikke hul i idyllen. [Kort referat]

Et spil om muslimsk terror

Hanne Bech Hansen viser udmærket potentiale i sin anden krimi, men det lykkes kun delvist for hende at udfolde det. Historien tager afsæt i et drab begået i Basra i Irak, hvor en dansk politimand muligvis er indblandet, og involverer bl.a. en radikal muslimsk terrorgruppe på spil i København. Det er meget troværdigt sat op og beskrevet - men uden den store sans for spændingsopbygning. Derudover mangler sproget den afgørende gnist, der skal til for at tænde læseren. [Kort referat]

Powerparret

Hanne Bech Hansen skriver videre på krimiserien om indvandrerbetjenten Malika Asmina Els, og bogen rummer masser af godt beskrevet action og nogle skægge ordvekslinger de kvindelige politikolleger imellem. Desværre ender plottet i et antiklimaks, og skurkenes motiver står helt hen i det uvisse. Man kunne desuden ønske sig, at Hansen ville trække lidt mere på sin lange erfaring som PET-chef og politidirektør. [Kort referat]

Pænt, nydeligt og uden lidenskab

’Og så gjorde hun det.’ ’Og så sagde han det.’ ’Og så tænkte hun det’ … Nogenlunde så interessant er den sproglige spændingsopbygning i Hanne Bech Hansens seneste krimi om indvandrerbetjenten Malika og hendes politikollegaer. Følte man sig godt underholdt af <a href='/titler/lasten-hanne-bech-hansen'>Lasten</a> vil man sikkert også føle sig i godt selskab med denne fortsættelse, men det er ikke vanskeligt at finde krimier, som ’ligger klasser over denne.’ [Kort referat]

Bechs banaliteter

”Den tidligere politidirektør skuffer fælt” med denne krimi om terror og terrorfrygt. Selvom Hanne Bech Hansen burde kende sit krimistof ud og ind, formår hun ikke at få det til at fungere i romanform. Tung og banal slæber handlingen sig af sted og man ønsker, at forfatteren ville finde en anden måde at formidle sin viden end via romaner. [Kort referat]