Kong Erinaf Laura Kieler

"Hører du, Erin? Det er havet, som slår op mod stranden. – Hvert bølgeslag nynner for mig et kvad om vort folk og vort lands historie. Århundrede efter århundrede har det hav kvædet den samme kraftige sang mod vor kyst gennem mere end tusinde år, mens slægt afløste slægt, og al tid, al tid – er det ikke herligt, Erin?"

Erin har aldrig følt sig hjemme i kongeriget Insula Regia eller noget andet sted i verden. Selvom han er femte led i tronfølgen, er han ikke knyttet til hverken kongeriget eller kongehuset. Da kongen og kronprinsen i nabolandet Kronland dør kort efter hinanden, bliver Erin mod al forventning pludselig konge i det rige, som Insula Regia i århundreder har ligget i strid med. Første verdenskrig bryder ud, og nu er han som kong Erin af Kronland tvunget til at kæmpe imod sit fødeland og den familie, han deler blod med. Det er først nu, da båndet til hans fædreland må kappes over, at Erin forstår, hvor stærkt det faktisk var.

"Kong Erin" udkom første gang i 1915, da første verdenskrig allerede havde bragt mange konger og fyrster i den ulykkelige situation at måtte kæmpe for det land, de regerede, mod det land, de følte var deres fædreland.

Laura Kieler (1849-1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.