Elizabeth Caspersen er en hovedrig arving til et verdensomspændende dansk industriimperium, men finder en dvd i sin afdøde fars pengeskab. Filmoptagelser skildrer en kynisk, velorganiseret menneskejagt i et arktisk landskab. En jagt, der ender med en ung mands død. Filmen kan ødelægge Elizabeth Caspersen, hendes familie og farens eftermæle. Hun hyrer ekspolitimand og ekssoldat Michael Sander til diskret at identificere offer og bødler. Sander hvirvles ind i en gådefuld og bizar verden med menneskesafarier, organiseret af en gruppe jægere og veteraner fra Balkan og Afghanistan og rigmænd med herrefolksmentalitet, der kræver bestandigt farligere adspredelser. Under opklaringen indleder Michael Sander et tøvende og problematisk samarbejde med politikommissær Lene Jensen fra Rigspolitiet, der både efterforsker et mystisk selvmord begået af en veteran fra Den Kongelige Livgarde, og prøver at hævne mishandlingen og voldtægten af sin datter.Michael Sander og Lene Jensen er af natur ensomme ulve, men tvinges til at opbyde al deres kunnen og erfaring for at overleve den næste menneskejagt, hvor de selv er de jagede.
Steffen Jacobsen, Passageren, Den Gode Datter og Når De Døde Vågner, har høstet stor international anerkendelse for sine spændingsromaner.
Pressen skriver: Man bliver totalt opslugt Og det er en god historie, som Steffen Jacobsen dygtigt forstørrer, dramatiserer og perverterer til en fortælling, der buldrer af spænding og nerve. Så dygtigt, at man glemmer at stå af toget, udsætter aftensmaden og forbander vækkeuret, fordi man liiige skal læse bare et par sider mere.
****** (6 stjerner) Ekstra Bladet.
+ Læs mere
Femina
Vi er stødt på 12 anmeldelser af bogen "Trofæ" i de 484 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Mageløst misbrug
Steffen Jacobsens spændingsroman om en gruppe kyniske rigmænd, der jager mennesker for sjov, buldrer og brager af spænding og nerve. Han er en af de få danske forfattere, der med dygtighed forener vildskab, viden og tårnhøje ambitioner, og læseren bliver i den grad belønnet med en opslugende historie, der fortrænger alle andre gøremål fra første til sidste side. [Kort referat]
Ortopædkirurgens menneskejagt
Som overlæge og ortopædkirurg ved Steffen Jacobsen alt om menneskekroppens grænser og hvor meget fysisk vold man kan byde den, inden den bryder uigenkaldeligt sammen. Det er indsigter, som forfatteren tager i anvendelse i denne hårrejsende spændingsroman om den private efterforsker, Michael Sander, der finder sine arbejdsgivere blandt samfundets rigeste. Romanen er ikke for sarte sjæle, men hvis man kan klare den diabolsk udtænkte histories 'voldsomme og makabre effekter,' så får man i tilgift et 'raffineret plot lige til sidste side.' [Kort referat]
Intelligent action
Steffen Jacobsens hårdpumpede spændingsroman fungerer uovertruffet fra første side. Forfatteren gør det lynhurtigt klart 'hvad det er for et drama, vi skal være vidner til' og lader 'ikke på noget tidspunkt sine læsere i stikken med uforståelige svinkeærinder. Spændingen holder hele vejen igennem, og der er masser af action i historien, som ligger lige til højrebenet for en filmatisering med gode danske skuespillere.' Eneste lillebitte anke er, at der ikke opstår nogen romantik imellem den mandlige og den kvindelige hovedperson, som ellers er ude for så mange livstruende modbydeligheder, at et enkelt kys kunne have været på sin plads som modvægt. [Kort referat]
En knytnæve til femikrimien
Med 'kunstnerisk talent og faglig tyngde' har Steffen Jacobsen hamret en rigtig mandethriller sammen, der giver baghjul til samtlige skandinaviske femikrimier. Plottet er fuldendt som en riffelpatron og med lidt mere dybde i karaktererne, så ville man uden tøven kunne sammenligne med John le Carré, men det er slet ikke nødvendigt, for 'Steffen Jacobsen er sin egen,' og han giver rigelig valuta for pengene.' [Kort referat]
God, grum og grusomt underholdende
Man er ikke længe om at læse Steffen Jacobsens 'Trofæ'. Desværre. Det er en klasse-thriller, hvor man er med hele vejen og knap har tid til andet end at læse. Sproget er råt, alt overflødigt er pudset af, og 'intrigerne afsløres i et overkommeligt tempo, så de mest fantasifulde elementer når at synke ind og kan fordøjes'. Anslaget er som at få en 'mental mavepuster', og det holder hele vejen igennem. Plottet er raffineret, enkelt og skarpt. En 'god, grum og grusomt underholdende' bog. [Kort referat]
Menneskejagt i ødemarken
Rige mænd, der drømmer 'om det ultimative adrenalin-kick, det er at jage og dræbe andre mennesker. Sådan er det onde, men ikke specielt originale tema i Steffen Jacobsens drømspændende krimi om helte-detektiven Michael Sander, der bliver hyret af en milliardærarving til at finde ud af, om hendes far var involveret i den slags sadistiske jagtrejser. 'Steffen Jacobsen kan sit kram med at opbygge en snigende og isnende uhygge. Uha!' [Kort referat]
Rige svin
Den tidligere soldat og politimand Michael Sander kommer via en mystisk film, der er efterladt af en afdød milliardær, på sporet af en gruppe rigmænd, der forlyster sig med 'bestialske og farlige adspredelser.' Denne anmelder er ikke krimifan, men fandt alligevel, at bogen var den mest 'velskrevne, tempofyldte og medrivende' hun havde læst i lange tider. [Kort referat]