Fra koncepterneaf Mette Fugl

Fugl uden filter

Mette Fugls erindringsbog er ’lidt af en rodebunke,’ men damen skriver så knaldhamrende godt og der er ’så stor fremdrift i læsningen, at man dårligt nok bemærker det.’ Titlen er mere end dækkende for indholdet, for forfatteren skider højt og flot på det traditionelle koncept for den slags bøger og fører i stedet løseren rundt i liv og verden i en ’sanserig travel writing med et væld af rammende detaljer.’ Fra den meget omtalte affære med Leonard Cohen ’til seriøs reportage fra Srebrenica, til lattervækkende situationsrapport fra filmfestivalen i Cannes, til en forelsket hymne til Bruxelles, reportager fra Haiti, Senegal og Egypten, en tur til Kabul, der kostede fire journalister fra den bagvedkørende bil livet, og et dvælende møde med Charles Bukowski.’ Forhåbentlig kommer der snart mere af samme skuffe fra Mette Fugl, for dette er slet ikke nok. [Kort referat]

Dumme kælling

Engang var Mette Fugl i top-3 over de mest berømte danskere, kun overgået af dronningen og statsministeren. Det var i 1980’erne og siden er den skarpe journalist flyttet til Bruxelles, hvor hun i 20 år arbejdede for DR som udlandskorrespondent. Men i 2012 var det slut, og denne selvbiografi ’efterlader indtrykket af en bitter kvinde, som gang på gang har rendt panden mod uduelige chefer, der ikke har sans for hendes genialitet.’ Anmelderen tillader sig at tvivle på, at sagen er så enkel. Måske er Mette ’gået i stå, fordi hun hverken kan eller vil acceptere de nye tider. Det er en ærlig sag, men derfor er alle andre – chefer og kolleger – ikke nødvendigvis idioter.’ Bortset fra det, er store dele af bogen ret så underholdende, ikke mindst kapitlerne om hendes vilde ungdomsliv og om ’hendes oplevelser i marken, i det krigshærgede Balkan, blandt kendisser i Cannes, jordskælvsofre på Haiti, almindelige mennesker i Bagdad, talibanere i Afghanistan og flygtninge i Senegal.’ [Kort referat]

Mette Fugl har stadig fart på

Ingen tvivl om, at Mette Fugl er ’sej, dygtig og kompromisløs, en sand boheme.’ Når en elsker slår op med hende, er det ingen ringere end Leonard Cohen, og når ’hun drikker sig fuld i L.A., er det hos myteforfatteren Charles Bukowski.’ På den måde bliver selv nederlagene strået over med stjernestøv. Hun sagde op ved DR i 2012 efter at have fået for meget af koncept- og selfie-journalistik hvor nyheder enten skal druknes i positivitet eller hvor journalisten skal fylde mere end den interviewede. Det kalder på respekt, og man fornemmer hele vejen igennem denne lidt overfladiske bog, at forfatteren rent faktisk ikke bryder sig om at overskygge og være i centrum. Det er et sympatisk træk, men ’en uheldig præmis for erindringsskrivning.’ [Kort referat]