Alfred Döblins klassiske storbyroman er fortællingen om den bomstærke, godmodige og hidsige transportarbejder Franz Bieberkopf. Historien begynder, da Franz løslades efter et fængselsophold med alle intentioner om et nyt og bedre liv. Men det er ikke let, han er omgivet af svindel og bedrag, de fleste mennesker, han møder er mere eller mindre fordærvede, og Franz lander i den ene uheldige situation efter den anden.
Berlin Alexanderplatz er Döblins hovedværk og den kendteste tyske storbyroman. På Döblins tid var Alexanderplatz omkranset af proletarkvarterer og centrum for sociale udskud, og rammen om handlingen er tyvernes Berlin med dens råhed, kriseprægede atmosfære og tusinder af arbejdsløse. Döblins montageagtige sammenstilling af sproglige elementer som lokaljargon, reklameslogans, bibelcitater, avisreportager etc. giver bogen dens særlige form og tegner et kaleidoskopisk billede af den uoverskuelige metropol.
Romanen blev filmatiseret til tv af Rainer Werner Fassbinder i 1980. I Rosinantes klassikerserie kommer den i en ny udgave med forord af Thorstein Thomsen.
Pressen skriver:
»Samlet giver "Berlin Alexanderplatz" et unikt indtryk af livsfølelsen i 1920'ernes tyske metropol … en dybt tilfredsstillende læseoplevelse.«
****** - Mikael Busch, Jyllands Posten
»Det er bogens verden, der optager en, modernitetens rum, skabt efter 1. verdenskrig i 1920'ernes berømte og berygtede tid … Af det blandede forfatterskab står Berlin Alexanderplatz kunstnerisk set himmelstræbende tilbage som et fjernsynstårn fra et proletarisk miljø, fra en storbymidte rummende et brutalt kvægtorv, et enormt slagtehus.«
- Torben Brostrøm, Information
»… en fortællemæssig bedrift, som afgjort tåler genlæsninger.«
****** - Peter Agmund, Fyens Stiftstidende
+ Læs mere
Jyllands-Posten
Vi er stødt på 2 anmeldelser af bogen "Berlin Alexanderplatz" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Berlin versus Franz Bieberkopf
Alfred Döblins storbyroman var topmoderne da den udkom i 1929 med dens indre monologer og særprægede montageteknik. Bogen giver et unikt indtryk af 1920'ernes Berlin, og hvis man 'væbner sig med en smule tålmodighed, er belønningen en dybt tilfredsstillende læseoplevelse.' [Kort referat]
Et forkoment menneske saga
Alfred Döblins 'uhyre realistiske' Berlin-krønike fra 1929 er 'frydefuld og gysende læsning.' Romanen handler om den lurvede voldsmand Franz Biberkopf, der forsøger at skabe sig en ny tilværelse efter fire år i Tegel-fængslet for uoverlagt mord på sin kæreste. Bogen er skrevet i en modernistisk, ekspressiv montagestil med bidrag fra 'klassisk mytologi, græsk drama, aktuelle refræner og viser, vrøvleremser og omkvæd, samt dokumentarstof i form af reglementer, køreplaner, vejrudsigter, avisoverskrifter, reklamer og meget mere,' og den dykker i særdeleshed ned i Berlins kriminelle underverden, hvor 'drifterne huserer i den kulørte dagligdag.' [Kort referat]