Vredens børnEt tyendes sagaaf Jeppe Aakjær

Vredens Børn satte brand i samtiden langt ud over, hvad bøger og kunst normalt formår. Aakjær havde allerede i 1890 foredraget og skrevet om de svinske karlekamre, han havde set, hvor adgangen til rummet ofte gik over hestenes grebning eller ajlerender, og hvor karle og drenge var stuvet sammen i samme fnat- og loppebefængte halmleje. Denne artikel og dens synspunkter indgår nu i fiktionens form sammen med andre stærke påvisninger af og anklager om helt uacceptable vilkår på landet. Romanen skildrer i øvrigt drengen Pers vej, fra han som 11-årig forlader hjemmet for at blive fæstet hos en bonde, til han som voksen bryder op og rejser til Amerika. Per gennemløber i handlingen så at sige landproletariatets tre stadier. Først er han hyrdedreng med tæsk og gennemblødte klæder. Dernæst bliver han tjenestekarl med, hvad det indebærer af uhumske værelser og drikfældige kolleger. Endelig bliver han daglejer, der altså er det højeste, fattigfolks børn kan drive det til.

Ilderjægeren Goj er i Vredens Børn en skikkelse, der fordrer frihed. Goj, hvis navn i øvrigt betyder hedning på hebraisk, overbeviser Per om socialismens nødvendighed, og da Per bliver erklæret socialist, er det ikke mere muligt for ham at blive fæstet hos nogen bonde. Hans liv tager en dramatisk drejning, da hans forældre brænder inde, fordi storbonden har underbundet stråtaget over dørene med sime i stedet for metaltråd, som loven ellers tilsiger. Således sønderslået af svineriet og uden moderen, som han elskede, drager Per afsted til det forjættede land, Amerika, som han har drømt om, og det er Goj, der bringer ham til damperen. Selv må Gojen blive, mens Per får pantet på det nye liv.

Vredens Børn satte brand i debatten og er formentlig den danske roman, der har udløst størst politisk furore. Aakjær angiver selv, at der blev trykt mere end et tusinde avisartikler, som enten fordømte ham på det stærkeste, eller som tog 'tyendesagen' op til politisk debat. Aakjærs socialdemokratiske partifælle, Carl Westergaard, stiftede en tyendeforening, ligesom den radikale rigsdagsmand, senere minister P. Munch, tog sagen op. Det førte til nedsættelsen af en tyendekommission og til lovgivning på området. Jeppe Aakjær fik i øvrigt tilbudt en plads i denne kommission, men takkede nej. I stedet trådte journalisten og agitatoren Peter Sabroe ind, hvis skildringer i foredrag og aviser af børns elendige forhold på landet havde været en inspiration for Aakjær til Vredens Børn.

(Dansk Litteraturs Historie)